EL: Samarbejdet med Blackwater er dybt uforståeligt

Der er brug for at få klarhed over, hvorfor både PET og Forsvarsministeriet har været involveret i samarbejde med det omstridte amerikanske sikkerhedsfirma Blackwater, understreger Enhedslisten.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hos Enhedslisten er man dybt forundret over, at en ansat fra Forsvarsministeriet - i lighed med flere ansatte fra Politiets Efterretningstjeneste (PET) - har samarbejdet med det amerikanske sikkerhedsfirma Blackwater, der mistænkes for at være involveret i drab på civile irakere.

»Jeg synes, det er dybt uforståeligt, at Forsvaret vil samarbejde med et så dybt skandaliseret firma, som har været på anklagebænken i mange år for drab på civile,« siger Enhedslistens forsvarsordfører, Nikolaj Villumsen (Ø).

Søndag kom det frem, at ansatte fra PET deltog i et uddannelsesforløb i USA hos Blackwater, hvilket PET også bekræftede.

Mandag skriver Jyllands-Posten, at en retsskrivelse fra det amerikanske udenrigsministerium viser, at en ansat fra Forsvarsministeriet i Danmark uden de fornødne amerikanske tilladelser har deltaget i et kursus hos Blackwater kaldet High Risk Security Operations Training (højrisiko operationstræning, red.) på et tidspunkt mellem 2005 og 2008.

Det har ifølge avisen ikke været muligt for Forsvarsministeriet at svare på, hvem personen er, og hvad ministeriets samarbejde med Blackwater præcist er gået ud på, da ministeriet »ikke har haft mulighed for at danne sig et overblik«.

Ifølge Nikolaj Villumsen er det »positivt, at ministeriet sætter en undersøgelse i gang.«

»Det er helt afgørende, at vi finder ud af, hvad det er, man har ønsket at lære af det her notorisk skandaliserede firma,« siger han og peger på, at Danmark bør lave etiske regler, der sikrer, at »forsvarets medarbejdere ikke lærer af et af de mest skydegale firmaer i verden.«

Blackwater er blevet anklaget for at være involveret i drabene på 17 civile irakere i det centrale Bagdad i 2007.

Retssagen mod Blackwater-livvagterne, der var involveret i aktionen dengang, er netop blevet indledt i New York.