EL: Registrering af danskere er et demokratisk problem

Flere danske borgere bliver registreret af Forsvarets Efterretningstjeneste, og det får Enhedslisten til at råbe vagt i gevær.

Foto: Thomas Lekfeldt
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Det er grundlæggende et demokratisk problem.«

Enhedslisten retsordfører, Pernille Skipper (Ø), er bekymret over, at et stigende antal danske statsborgere bliver registreret af Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) til trods for, at FEs hovedopgave er at indhente efterretninger i udlandet for at afsløre trusler mod Danmark.

»Vi har brug for en større kontrol med vores efterretningstjenester,« siger Pernille Skipper og uddyber:

»Det er grundlæggende et demokratisk problem, at en efterretningstjeneste, som er sat i verden for at operere i udlandet og ikke må operere over for danske borgere, alligevel gør det med den manglende retssikkerhed til følge, fordi FE ikke er underlagt samme regler som det almindelige politi eller PET,« siger hun.

Ifølge den seneste redegørelse fra det såkaldte Wamberg-udvalg fremgår det, at flere og flere danskere bliver registreret hos Forsvarets Efterretningstjeneste, skriver Politiken onsdag.

Wamberg-udvalg har ført kontrol med FEs registreringer, indtil udvalget blev nedlagt ved årsskiftet.

Pernille Skipper medgiver, at efterretninger kan være med til at bremse eventuelle angreb mod Danmark, men:

»Det betyder ikke, at retssikkerhed og de grundlæggende principper for et demokrati ikke skal gælde, og når FE ikke må agere over for danske borgere, så er det fordi, de ikke er underlagt samme regler som andre myndigheder.«

Oplysninger fra den amerikanske whistleblower Edward Snowden peger på, at der i samarbejde med USA er blevet skabt en »europæisk basar«, hvor lande, herunder Danmark, kan bytte efterretningsoplysninger, og Pernille Skipper peger på, at FE på den måde kan »omgå reglerne« ved at få oplysninger på danske borgere fra andre lande.

Ifølge Politiken viser rapporten, at FE i stigende omfang får sine oplysninger om danske borgere fra andre landes efterretningstjenester. Og oplysningerne fra udenlandske tjenester om borgere i Danmark fylder ifølge udvalget nu lige så meget som de oplysninger, FE selv indhenter.