EL: Regeringen bøjer nakken i Hedegaard-sag

På et lukket samråd onsdag har Enhedslisten efterlyst svar fra regeringen i sagen om Lars Hedegaards forsvundne attentatmand. Men regeringen ved fortsat ikke, hvor han befinder sig.

Den danske regering ved fortsat ikke, hvor Lars Hedegaards formodede attentatmand befinder sig.

Det står klart efter, at udenrigsminister Martin Lidegaard (R) og justitsminister Mette Frederiksen (S) onsdag på et samråd har redegjort for de tyrkiske myndigheders løsladelse af den 27-årige mand i den diplomatisk betændte sag.

Og det er »ekstremt skuffende«, mener Enhedslistens udenrigsordfører, Nikolaj Villumsen (Ø).

»Problemet er, at man ikke aner, hvor han er blevet af. Der er god grund til at frygte, at han er blevet udleveret som del af en fangeudveksling med Islamisk Stat, men vi ved det grundlæggende ikke. Og det er jo selvfølgelig dybt, dybt utilfredsstillende,« siger han med henvisning til, at der siden den 27-åriges forsvinden har bredt sig en mistanke om, at han kan være en del af Tyrkiets udveksling af fanger med den frygtede terrorbevægelse.

Forud for samrådet, der foregik bag for lukkede døre, stillede Enhedslisten krav om, at regeringen skulle øge presset på den tyrkiske regering for at få en forklaring.

»Men man vælger i stedet for at bøje nakken,« konstaterer Nikolaj Villumsen.

I oktober kom det frem, at den 27-årige var blevet løsladt af Tyrkiet. Løsladelsen blev bekræftet af den tyrkiske regering, men der blev ikke givet nogen nærmere oplysninger.

Det fik Danmark til at sende en dansk delegation til Tyrkiet for at få en forklaring, men den vendte tomhændet hjem.

Ifølge justitsminister Mette Frederiksen har den danske regering »løbende« været i kontakt med Tyrkiet, men det er altså stadig uklart, hvorfor Tyrkiet har valgt at løslade den 27-årige.

»Konklusionen er den, at det er utilfredsstillende, at Tyrkiet ikke er mere hjælpsomme i denne sag,« siger ministeren.

Og det får Nikolaj Villumsen til at fastslå, at »Danmark fortsat bliver holdt for nar« i sagen:

»Situationen er den, at regeringen ikke får noget ud af sine forsøg på at samarbejde med den tyrkiske regering, og at man fra regeringens side afviser at gøre noget ved det. Det synes jeg, ganske enkelt er skuffende.«

Enhedslisten har tidligere foreslået, at Danmark skal rejse sagen for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, men det er ifølge regeringen ikke muligt i denne sag.