EL om PET: De tager meget let på tingene

Enhedslisten vil have en øget kontrol med PET i kølvandet på Se og Hør-sagen. De Konservative har fortsat tiltro til efterretningstjenesten.

Foto: Kasper Palsnov
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Nyheden om, at PET allerede i 2011 blev tippet om Se og Hørs ulovlige overvågning af kendte danskeres kreditkort, er endnu en svækkelse af efterretningstjenestens troværdighed.
Sådan lyder det fra Enhedslistens retsordfører, Pernille Skipper (Ø), der er dybt forundret over, at PET valgte ikke at undersøge oplysningen om Se og Hørs lyssky arbejdsmetoder yderligere.

»Vi kan konstatere, at der er gået noget galt i PET, og nu skal vi finde ud af, hvad det er. Jeg ved ikke, om de har taget tippet alvorligt nok, og det er dét, vi skal have undersøgt. Man har før haft fornemmelsen af, at de tager meget let på tingene,« siger hun.

Partiet har de seneste år advokeret kraftigt for en øget kontrol med efterretningstjenesten, og Pernille Skipper kunne godt forestille sig, at denne sag ender med at understrege det behov.

»Vi ved, at PET bliver meget lidt kontrolleret, og det øger chancen for, at man springer over, hvor gærdet er lavest. Det her kan sagtens blive endnu et eksempel på, at vi har behov for en øget kontrol med PET,« siger hun.

Så vidt vil Tom Behnke (K), retsordfører hos de Konservative, ikke gå.

»Jeg har fortsat tillid til vores efterretningstjeneste, men man tager da tingene med et gran salt efterhånden. Som myndighed kan man altid undersøge tingene, og jeg forventer at få et svar på, hvad man præcist foretog sig, da man fik det her tip om Se og Hør,« siger Tom Behnke.

Justitsminister Karen Hækkerup (S) fortalte lørdag, at PET i 2011 fik »nogle oplysninger«, men at »de oplysninger, vurderede de, ikke gav anledning til, at man gik videre med sagen«.

Tom Behnke har svært ved at forstår, hvorfor de omtalte oplysninger ikke har kaldt på yderligere efterforskning.

»Jeg kan ikke rigtig se, hvordan man kunne undlade at gå videre sagen. Det er ærgerligt, hvis man kunne få overvågningen stoppet dengang men ikke gik ind i det,« siger Tom Behnke.

Justitsministeren vil i et møde med retsudvalget i næste uge redegøre for forløbet. PET har ikke ønsket at kommentere sagen over for Berlingske Nyhedsbureau.