EL: Østergaard fortsætter med at sparke nedad

Enhedslisten skoser Morten Østergaards forslag om at hæve pensionsalderen. Ministeren fortsætter med at sparke til de syge og nedslidte, lyder kritikken.

»Det handler om mennesker«, står der på de Radikales valgplakater, men det slogan er falsk og løgnagtigt, lyder det fra Enhedslisten.

Det seneste bevis finder partiet i økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaards (R) udmeldinger om pension i Jyllands-Posten, hvor den radikale leder taler for at hæve pensionsalderen, efter nye prognoser fastslår, at danskerne vil leve endnu længere.

Men det er nemt for en »akademiker« som Morten Østergaard at skrue på den slags parametre, siger Enhedslistens socialordfører, Finn Sørensen (Ø).

»Hver gang man hæver pensionsalderen, så hæver man også efterlønsalderen, og så straffer man de mennesker, der er nedslidte og syge. De mennesker har Morten Østergaard allerede straffet flere gange ved en stribe hårdhændede reformer. Nu giver ham dem så lige et spark mere,« siger Finn Sørensen.

Økonomi- og indenrigsministerens argument for at hæve pensionsalderen er, at vi alle bliver ældre, og at der derfor er behov for, at vi alle arbejder længere for at afkorte perioden, hvor vi er parkeret på passive ydelser. Men det er en dårlig undskyldning, mener Finn Sørensen, der opfordrer regeringen til i stedet at droppe skattelettelser, hvis man frygter at stå med et finansieringsproblem senere.

»Skulle der endelig komme til at mangle lidt penge i 2020, så kan vi jo passende rulle nogle af de skattelettelser tilbage, som de velbjærgede har badet sig i, under den nuværende og den forhenværende regering,« siger Finn Sørensen.

Socialdemokraterne afviser i Jyllands-Posten, at man for nuværende er parat til at hæve pensionsalderen. Partiets finansordfører, Jesper Petersen (S), siger i stedet, at man vil fokusere på at følge den planlagte forhøjelse, der træder i kraft i 2022, når pensionsalderen hæves fra 65 til 67 år.