EL: Lønstigning til politikere vil være hyklerisk

Med den ene hånd sænker politikerne kontanthjælpen, og med den anden sikrer de sig højere løn, lyder det.

Læs mere
Fold sammen

København: Mere i løn, men mindre i pension.

Den går ikke, lyder det fra Enhedslisten, som kalder det både urimeligt og forkert, at Vederlagskommission, som skal revurdere løn- og pensionsforhold for politikere, ventes at forslå en lønstigning på omtrent 15 procent for ministre og folketingspolitikere.

- Det er slet og ret urimeligt, hvis Vederlagskommissionen fører til, at politikerne giver sig selv en klækkelig lønforhøjelse.

- Man forsøger at undskylde en massiv lønstigning med en lille sænkelse i pensionen, som i øvrigt stadig vil betyde, at pensionen er langt over, hvad en almindelig dansker får skrabet sammen, siger Pernille Skipper, Enhedslistens gruppenæstformand.

Flere kilder i og uden for Vederlagskommissionen med kendskab til ekspertgruppens anbefalinger siger til Politiken, at politikere på både landsplan og lokalplan kan forvente en lønstigning.

For borgmestre lyder den på 30 procent.

Ifølge beregninger fra kommissionen er politikere steget mindre i løn sammenlignet med en afdelingschef i den offentlige sektor.

Men det anerkender Pernille Skipper ikke. For at være løntilbageholdende når man "starter et helt vanvittigt højt sted, siger ikke så meget".

- Det her vil betyde, at man får politikere, som i endnu højere grad tjener mere end den almindelige befolkning, får nogle andre forhold i hverdagen og fjerner sig fra de mennesker, de skal lovgive omkring.

- Det er hyklerisk, fordi det er de samme politikere, som skærer ned på kontanthjælp og dagpenge og hæver pensionsalderen for almindelige mennesker, siger Pernille Skipper.

/ritzau/