Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
125 kroner om året ekstra for en afgift mod forurening og for renere luft. Sådan blev det solgt, da Enhedslisten sammen med regeringen indgik aftale om en afgift på kvælstofoxider, den såkaldte NOx-afgift, i forbindelse med finansloven i efteråret.
Men Jyllands-Posten skriver mandag, at beregningen, der giver en gennemsnitsfamilie i Danmark en merudgift på omkring 10 kroner om måneden, er forkert. I virkeligheden kan prishoppet blive op mod 1.000 kroner om året, og det frustrerer regeringens forligspartner, Enhedslisten, som nu vil kræve en redegørelse fra skatteminister Thor Möger Pedersen (SF).
- Vi vil starte med at bede om en redegørelse fra skatteministeren om, hvordan der kan være de her forskellige oplysninger om tingene. Jeg må indrømme, at jeg slet ikke tør bevæge mig ud i at have nogle faste meninger om det, før vi har fået det undersøgt nærmere, hvad der kan være en forklaring, siger energiordfører Per Clausen (EL).
Han indrømmer, at de energipolitiske konsekvenser måske ikke har været helt gennemtænkt i forbindelse med finanslovsforhandlingerne og aftalen om NOx-afgiften.
- Nu laver man en afgift, som dels er for at stoppe noget forurening, men også for at tjene nogle penge. Men der kan godt være nogle energipolitiske elementer i det, som der ikke er taget højde nok for i finanslovsforhandlingerne. Så må vi jo se, hvad vi kan gøre i forhold til det, når vi kommer til at snakke energi, siger Per Clausen og henviser til den energiaftale, som politikerne skal forhandle på plads i starten af det nye år.
Lovforslaget om NOx-afgiften var til andenbehandling i Folketinget mandag, men uanset hvad vil Enhedslisten stemme for lovforslaget om afgiften, som den ser ud nu.
- Det er klart, at NOx-afgiften har vi lavet en aftale omkring i forbindelse med finansloven. Det er vel sådan, det er. Men vi skal selvfølgelig diskutere ud fra de oplysninger, vi har, hvad der er op og ned i forhold til de her priser, siger Per Clausen.
Ifølge Jyllands-Posten har indbyggere i Brønderslev i Nordjylland fået at vide, at en normal husstand med et hus på 130 kvadratmeter i 2012 kommer til at betale 787,50 kroner mere for varmen, alene på grund af NOx-aftalen.
Hvis nogle danskere kan komme til at betale en kæmpe ekstraregning, mens andre nærmest ikke vil mærke en forskel med afgiften, kan der blive tale om en geografisk skævvridning, og det tager Enhedslisten afstand fra.
- Vi må jo se på, om der er noget, som skal repareres på i forbindelse med energiforhandlingerne, siger Per Clausen.