EL: Finanslov skal styrke socialøkonomiske virksomheder

Enhedslisten roser regeringens støtte til socialøkonomiske virksomheder, men der skal mere til. Derfor vil partiet stille forslag til finansloven om yderligere initiativer.

Der skal tænkes nyt for at skabe plads til mennesker med handicap, psykiske diagnoser, sprogvanskeligheder eller sociale problemer på et trængt arbejdsmarked. Det er både regeringen og Enhedslisten enige i, og regeringen får da også ros med på vejen af støttepartiet for at ville afsætte 40 millioner kroner til at øge antallet af socialøkonomiske virksomheder.

»Regeringens udspil er rigtig godt på flere måder, og det forbedrer rammerne om socialøkonomiske virksomheder,« siger Enhedslistens socialordfører Finn Sørensen (Ø).

Sammen med socialminister Manu Sareen (R) og socialordfører Pernille Vigsø Bagge (SF) fremhæver han potentialet i de socialøkonomiske virksomheder i et debatindlæg i torsdagens udgave af Jyllands-Posten.

Det såkaldte rummelige arbejdsmarked er da også blevet noget nær et mantra for regeringen, og en af løsningerne er de socialøkonomiske virksomheder, som opkvalificerer og ansætter de mest udsatte ledige.

Og det er der brug for, betoner Finn Sørensen. Men der skal mere til, mener Enhedslisten, som forslår, at oprettelsen af en socialøkonomisk finansieringsfond kommer med på næste års finanslov.

»Det handler dybest set om finansiering til de her virksomheder, så de kan komme til at udgøre en større del af økonomien, og sådan at flere kan komme i gang med at drive virksomhederne,« siger Finn Sørensen.

Ordføreren opfordrer samtidig offentlige myndigheder til i højere grad at bruge og understøtte udviklingen af socialøkonomiske virksomheder.

»Offentlige myndigheder skal i langt højere grad tage sociale hensyn når de køber ind, og får leveret tjenesteydelser. Social investering bør være en selvfølge for alle offentlige myndigheder - som alternativ til kortsigtede nedskæringer,« siger han og understreger, at »kvalitet og pris selvfølgelig skal være i orden«.

De 40 millioner kroner skal blandt andet bruges til et vækstcenter for socialøkonomiske virksomheder, hvor iværksættere, kommuner eller andre initiativtagere kan søge råd og viden.

Flere eksperter har tidligere peget på, at satsningen på virksomhederne er en del af en international bølge. Senest har EU gjort det til en del af strategien for 2014-2020, at sociale virksomheder skal bruges til at skabe beskæftigelse og social inklusion i Europa.