Ekspertudvalg anbefaler at sløjfe flere realkreditgebyrer

Kunderne skal i bedre tid end nu have at vide, hvis der er prisstigninger på vej, lyder eksperters anbefaling.

Det ekspertudvalg om realkredit, som erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V) har nedsat i kølvandet på debatten om stigende bidragssatser, anbefaler blandt andet længere varslinger til realkreditkunder om rentestigninger og andre prisstigninger.

Varslingsperioden for rentestigninger, der i dag er en måned, samt for stigninger på bidrag og gebyrer, der i dag er tre måneder, bør ifølge udvalget sættes op til fire måneder, erfarer Ritzau.

Samtidig anbefales det, at kunderne ikke skal betale indfrielsesgebyr, kurtage og kursskæring i varslingsperioden.

Eksperterne anbefaler, at realkreditinstitutterne får pligt til at oplyse kunderne om de forhold, der har ført til prisstigninger. Rente- og bidragsforhøjelser, der ikke er varslet og begrundet korrekt, skal ikke kunne træde i kraft.

Når kunderne varsles om prisstigninger, anbefaler eksperterne, at de samtidig skal have en lang række oplysninger.

De skal blandt andet kende kursværdien af deres lån, have besked om muligheder for at lægge om, samt om hvordan de finder oplysninger om andre låneudbydere.

/ritzau/