Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
En række af Danmarks mest benyttede eksperter går i rette med den kritik, som Dansk Folkepartis EU-parlamentariker, Morten Messerschmidt, torsdag leverer mod de danske mediers brug af netop eksperter.
Her kritiserer Messerschmidt landets medier for at bruge »politiserede eksperter« samt eksperter, der udtaler sig om noget, som de ikke har forstand på.
Men EU-parlamentarikeren rammer ved siden af skiven med sin udmelding, siger en række af de eksperter herhjemme, der oftest har journalister i røret, når en nyhed skal kommenteres.
- Denne sommer, hvor jeg ifølge vores medieovervågning indtil videre har været på 600-700 gange, kan jeg ikke huske, at jeg har udtalt mig, hvor det ikke havde noget med branchen at gøre. Og det er ikke sådan, at jeg er blevet nødt til at komme med et forkølet svar, fordi jeg ikke har den viden, der skal til, siger direktør i Star Tours, Stig Elling.
Han understreger ligesom flere af de andre ekspertkilder, at han gerne henviser til andre eksperter, hvis han ikke selv har den fornødne viden.
Steen Bocian, chefanalytiker i Danske Bank, er en af landets mest brugte eksperter, når det gælder økonomiske analyser. Han mener i lighed med Star Tour-direktøren, at han holder sig til at tale om de ting, som han har viden om.
- De spørgsmål, som vi får, er centreret om det område, som vi ved mest om, altså det økonomiske og finansielle. Det er meget sjældent, at jeg har oplevet, at jeg får spørgsmål, som ikke er inden for det stofområde, siger Steen Bocian.
Han har svært ved at se, at økonomiske eksperter udtaler sig om emner, der handler om andet end økonomi.
- Jeg synes ikke, at det er generelt for økonomiske eksperter. Jeg tør ikke sige inden for andre stofområder, men økonomiske eksperter, mener jeg, bliver grundlæggende brugt til at sige noget om økonomi.
I Berlingske siger Morten Messerschmidt, at man bør stramme medieansvarsloven. Helt konkret bør man tilføje et nyt afsnit om god brug af eksperter.
- Hvis eksperter skal adskille sig fra politikere, kræver det netop ekspertviden, lyder det fra DFeren.
Hos den liberale tænketank Cepos, der ligeledes bliver brugt flittigt som kilde i mediernes historier, er der absolut ikke opbakning til regler for pressens brug af ekspertkilder.
- Pressen skal have fuld frihed til at skrive, hvad den har lyst til, og den skal have fuld frihed til at vælge de kilder, som den har lyst til at bruge, siger vicedirektør Mads Lundby Hansen.
Han ser dog gerne, at medierne bliver bedre til at fortælle om ekspertkilders politiske tilhørsforhold, men det er op til medierne selv at vurdere, hvordan det bliver gjort.
Morten Messerschmidt forslag til nye regler har i stedet en indbygget risiko for at begrænse den frie forsknings muligheder, mener Mads Lundby Hansen
- Der ligger en fare i at forbyde forskeres adgang til medierne, for man kan komme til at forbyde forskere, der måske nu og her bryder med en konsensustankegang, men som over tid viser sig at have ret. Og det er uheldigt, siger han.