Eksperter: Let at slanke det offentlige for milliarder

Regeringen kan nemt nå sit mål med at spare fem milliarder i den offentlige sektor, vurderer eksperter.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Regeringen sparker med sit oplæg til modernisering af den offentlige sektor en pivåben ladeport ind. Selv om målet er en besparelse på ikke mindre end fem milliarder kroner, vurderer en række samfundsforskere, som Ugebrevet A4 har talt med, at målet er mere end realistisk.

Faktisk er der måske endnu flere penge at hente, for efter årevis med en næsten permanent dagsorden om effektivisering og besparelser i den offentlige sektor, er gevinsterne ved at være klar til at plukke. Som projektleder ved Center for Virksomhedsudvikling og Ledelse på CBS, Henrik Hjortdal, siger til A4:

- Selvfølgelig lyder fem milliarder kroner som meget, men set i forhold til budgettet i det offentlige, er beløbet ikke helt på månen.

Han bakkes op af flere eksperter med indgående kendskab til den offentlige sektor. De mener, at regeringen let kan nå sit mål om at gøre den offentlige sektor fem milliarder billigere.

Besparelser og effektivisering er langt fra nyt for de ansatte i stat og kommuner. Gennem årevis har forskellige mantraer bølget gennem ledelsesgangene og konsulentbureauerne. Først var der New Public Management, der satte sagsbehandlere til at måle, veje og resultatstyre. Så var der LEAN, der skulle reducere overflødige arbejdsgange. Sidste skud på effektiviseringsstammen er øget tillid, lokal ledelse og afbureaukratisering. Og det er sød musik for de ansatte i det offentlige, der savner plads til kreative løsninger og et medansvar for at levere service til borgerne.

Ifølge fagforeningen AC’s formand, Erik Jylling er det tid til at komme statens »styrings-tyrani« til livs, men han frygter at det opgør har lange udsigter:

- Når det handler om den omtalte tillidsreform og afbureaukratisering af den offentlige sektor, ligner det rent spin, siger han til Ugebrevet A4 og fortsætter:

- Man kan få den tanke, at der slet ikke er tænkt noget nyt, men det blot er en forlængelse af en allerede eksisterende og løbende moderniseringsproces, siger Erik Jylling, formand for AC direkte.

Thora Petersen, der er formand for HK Stat, oplever at mange offentlige ansatte er tyndslidte og usikre efter de store sparerunder, der netop er gennemført. Hun frygter at effektiviseringen fortsat vil foregå uden om medarbejderne.

- Som det er i dag er det økonomi, der styrer det hele. Men hvis man fortsat gerne vil have en velfungerende offentlig sektor, så kan vi ikke bare fortsætte med en besparelsesdagsorden. Det er afgørende at vi løfter medarbejderinddragelsen, siger Thora Petersen fra HK Stat.

Men spørger man professor Jakob Torfing fra institut for Samfund og Globalisering på Roskilde Universitet (RUC), hvilken vej vinder blæser i regeringens oplæg til modernisering, er svaret optimistisk.

- Jeg tror faktisk, at regeringen er parat til at tænkte nye tanker. Hvis man lytter til Margrethe Vestager (radikal økonomi- og indenrigsminister, red.), så taler hun om en tillidsreform, og om flere frihedsgrader. Det er nye tegn, siger Jakob Torfing.

- Vi har brug for en kulturrevolution i det offentlige. Vi kan ikke klare os med fedtsugning og mere LEAN. Tværtimod bliver vi simpelthen nødt til at tænke ud af boksen og fremme en forvaltningspolitik, der baserer sig på mere frirum og tillid, og et øget samarbejde mellem offentlige og private kræfter, siger Jakob Torfing.

Flere eksperter peger desuden på, at mange initiativer er allerede er sat i gang, og at regeringen blot skal høste frugterne i de kommende år.

- Mange af de initiativer, der nævnes i overskriftform i oplægget, er ting, som man allerede har sat i gang. Det er en fortsættelse af noget, der er besluttet tidligere. Men selv om det ikke er nyt, så er det en væsentlig satsning, siger Torben Buse, der er direktør for Det Kommunale og Regionale Evalueringsinstitut.