Eksperter: Derfor er Pape-sagen ikke i Brixtofte-skala

Selvom Statsforvaltningen har besluttet, at Søren Pape Poulsen og Viborg Kommune har brudt loven i en sag om støtte til Viborgs lokale fodboldhold, så er det ikke en sag i samme skala som Farum-sagen. Det vurderer to professorer.

Professor emeritus ved CBS Niels Blomgren-Hansen har i Politiken sammenlignet Søren Papes (th) Viborg-affære med Farum-sagen, hvor tidligere borgmester Peter Brixtofte (th) ydede ulovlig støtte til den lokale fodboldklub. Den sammenligning bliver over for Berlingske skudt ned af to andre eksperter i offentlig forvaltning. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det var ulovligt, da Viborg Kommune med den kommende formand for Konservative Søren Pape Poulsen (K) i spidsen i 2011 fik det kommunalt ejede energiselskab Viborg Energi til at købe navneretten til det lokale stadion for mere end tre millioner. Det har Statsforvaltningen slået fast.

Men selvom en borgmester og ulovlig støtte til det lokale fodboldhold giver mindelser om Farum-sagen fra 2002, hvor den daværende Venstre-borgmester Peter Brixtofte netop blev taget i ulovlig støtte til Farum Boldklub, så kan de to sager ikke sammenlignes. Det vurderer Per Nikolaj Bukh, professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet.

»Det, der gør Farum-sagen til Farum-sagen, er det helt store kompleks af mere eller mindre ulovlige aktiviteter, som havde helt katastrofale konsekvenser for kommunen efterfølgende. Det var maskerede regnskaber, så der var det forkerte billede af kommunens økonomi, og så var der også Brixtoftes private forbrug,« siger han.

Og Pape-sagen fra Viborg er altså slet ikke i samme skala, mener Per Nikolaj Bukh.

»Her har vi én enkeltstående sag, og den ligner mere andre sager, der har været oppe, hvor kommuner for eksempel har købt reklamer i sportsklubber. Det er en klassisk kommunal problematik, hvor kommunens politiske bestemte ønsker til aktiviteter, som måske er i kommunens interesse, støder sammen med lovgivningen for kommunens formål,« siger han.

Heller ikke Claus Haagen Jensen, professor i offentlig ret ved Copenhagen Business School (CBS), mener, at sagen i Viborg kan holdes op mod det, der foregik i Farum Kommune i 2002.

»Man skal passe på at drage sammenligninger. Fordi Farum-sagen var en ren kriminel handling fra den daværende borgmesters side, og det kan jeg ikke svinge mig op til at sige om sagen her. Farum-sagen var rent strafbart,« siger han.

Hovedpersonen selv mener da heller ikke, at sagen med fodboldklubben Viborg FF på nogen måde kan sammenlignes med Brixtofte-sagen.

»Det er lige før, at det kræver humoristisk sans. Det er jo fuldstændig langt ude at sige det. Det her er foregået i fuldstændig åbenhed. Vi har diskuteret det åbent og truffet en politisk beslutning om sagen. At sammenligne de to ting er noget af det mest groteske, jeg nogensinde har hørt,« siger Søren Pape Poulsen på et doorstepmøde i dag ifølge Berlingske Nyhedsbureau.

Claus Haagen Jensen vurderer dog, at Pape og Viborg Byråd i yderste konsekvens kan få tvangsbøder for at koste kommunen penge.

»Der kan blive tale om, at den støtte, der er givet til boldklubben, skal betales tilbage. Derudover kan den ulovlige adfærd, der er i strid med reglerne i den såkaldte kommunalfuldmagt, ende med et økonomisk ansvar for medlemmerne af byrådet,« siger han.

En decideret straffesag tror professoren dog ikke, der kan blive tale om.

»For at der kan gives en straf, så skal der være en straffebestemmelse, der dækker situationen. Det var der i Farum-sagen, men det kan være meget sværere at finde her,« vurderer han.