Ekspert: Topembedsmænd står til påtale

Sagen om Sundhedsministeriets manglende udlevering af en vigtig rapport til rigsrevisoren bør ende med en påtale til to departementchefer og en tidligere minister, mener ekspert i forvaltningsret.

To af regeringens absolutte topembedsmænd og den tidligere sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K) bør have en påtale for ikke at udlevere en vigtig rapport i den såkaldte sygehussag. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

To af regeringens absolutte topembedsmænd og den tidligere sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K) bør have en påtale for ikke at udlevere en vigtig rapport i den såkaldte sygehussag.

Det vurderer tidligere professor i forvaltningsret Claus Haagen Jensen.

Rigsrevisor Henrik Otbo har forklaret, at han sidste år i maj havde møde med departementcheferne Kristian Wendelboe fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet og Christian Kettel Thomsen, der dengang var chef i Finansministeriet, men siden er blevet hentet til Statsministeriet. Henrik Otbo blev forsikret om, at han havde modtaget alle relevante oplysninger i sagen om overbetaling af privathospitaler, men senere kom det frem, at Sundhedsministeriet ikke havde udleveret en 95 sider lang rapport, der viste, at priserne kunne sænkes med 25 procent.

LÆS OGSÅ: Rigsrevisor har krav på notat

Der er ingen tvivl om, at den rapport skulle udleveres, og det skulle være sket med det samme, mener Claus Haagen Jensen.

- Det skal påtales roligt og bestemt, og så må man regne med, at den slags aldrig gentager sig, siger han.

Derimod kan sagen slet ikke bære for eksempel en rigsretssag, som oppositionen ellers har luftet, vurderer Claus Haagen Jensen. For rigsrevisor Henrik Otbo har kendt rapporten siden juli 2009 uden at lufte sin klage, og han har desuden gjort det klart, at den ikke ville have ændret hans konklusion.

- Det der snak om rigsretssag har ingen gang på jord. Det er så stort og tungt, at det er altså ikke noget, vi pjatter med. Hvis det var sådan, at de pægældende ikke ville indrømme, at der var begået fejl, så er det noget andet, siger Claus Haagen Jensen.

Sygehussagen har flere grene. Den konservative partiformand, Lene Espersen, har beklaget, at hun svarede urigtigt på et spørgsmål om, hvor hun havde sine tal fra, da hun i 2009 ville nedsætte betalingen til privathospitaler med 25 procent. Hun risikerer en næse af Folketinget.

Oppositionen mener, at den egentlige skurk er statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), der er blevet kritiseret af Rigsrevisionen for ikke at have skaffet den billigste pris. Lars Løkke Rasmussen har dog ikke ansvar for at udlevere rapporten, påpeger Claus Haagen Jensen.

- Han har andre aktier i den her historie, men det har ikke noget med udlevering at gøre. Han har været så letsindig, at han har udtalt, at alt var udleveret. Det ville jeg ikke have gjort, hvis jeg var ham. Men det er nu, hvad det er. Det er ikke ham, der har anvsaret for, at dokumenter bliver udleveret, siger han.

Sundhedsministeriet ventes i dag at aflevere en redegørelse om forløbet i sagen. Claus Haagen Jensen mener, at Folketingets formand, Thor Pedersen (V), kan påtale fejlen over for Jakob Axel Nielsen og departementcheferne.

- Efter mine begrebet kunne rigsrevisor påtale det, men det er selvfølgelig lidt svært for ham, nu hvor han ærligt talt også har kludret i det. Da han agerer på Folketingets vegne kunne det være Folketingets formand eller Folketingets præsidium, siger han.