Ekspert om nyt udkast til epidemilov: »Der er ingen demokratisk legitimitet«

Da landet lukkede ned, og en ny epidemilov blev hastebehandlet og vedtaget, fik sundhedsministeren mere magt end nogensinde. Et udkast til en ny og langtidsholdbar epidemilov indeholder endnu en magtbeføjelse, som mangler demokratisk legitimitet, siger juralektor.

Som noget nyt ønsker regeringen at indføre en helt ny kategori for sygdomme, der vil give sundhedsministeren mulighed for at udstyre sig selv med en række vidtgående muligheder for tiltag og tvangsbeføjelser, fremgår det af et foreløbigt udkast fra regeringen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Da statsminister Mette Frederiksen (S) lukkede landet ned 11. marts på grund af coronavirussens fremfærd, kunne regeringen ikke formelt gøre det uden at ændre epidemiloven.

Den hastebehandlede, nye epidemilov blev vedtaget 12. marts. Sidenhen har både den daværende og nuværende lov været under kraftig kritik.

Regeringen har nu fremlagt et udkast for Folketingets partier til en ny og langtidsholdbar lov.

Torsdag kritiserede flere partier, at sundhedsminister Magnus Heunicke (S) fik mere magt med regeringens lovudkast. For Venstre udgør lovudkastet ligefrem et demokratisk problem.

I udkastet får den siddende sundheds- og ældreminister mulighed for på eget initiativ at kunne placere en ny sygdom i kategorien »samfundskritisk sygdom« uden et flertal i Folketinget og uden indstilling fra en sundhedsmyndighed. Det udløser en række vidtgående beføjelser som tvangsbeføjelser til både ministeren og udvalgte myndigheder uden om Folketinget.

Hvis man lægger beslutningen alene hos den pågældende sundhedsminister, så går man forbi folkestyret, mener Kent Kristensen.

»Så der er ingen demokratisk legitimitet,« understreger han.

Dog giver det mening, at det er en politisk beslutning at placere en sygdom i den kategori, mener Kent Kristensen, som er lektor ved juridisk institut på Syddansk Universitet.

»Spørgsmålet om, hvilken risiko man tåler som samfund, er en politisk, og ikke en sundhedsfaglig beslutning. Hvilke epidemier, vi skal gribe ind for, og hvordan man skal gøre det, det både er og skal være en politisk beslutning. Så det at understrege det i forslaget, det giver rigtig god mening,« siger han.

Dertil kommer spørgsmålet, hvordan den beslutning så er demokratisk forankret, så folkestyret ikke føler, de bliver kørt over, fordi der er en minister, der styrer det alene, mener han.

Der er flere veje mod at sikre demokratisk legitimitet på ifølge Kent Kristensen.

Den ene vej er et koordinationsudvalg med repræsentanter fra Folketinget. På den måde kan sundhedsministeren kun handle, hvis udvalget har været inddraget og godkender ministerens planer.

»Det er en model, der giver folkestyret snor i ministerens beføjelser. Der er den ulempe, at hvis ikke de kan blive enige, så kan vi ikke gribe ind. Partiernes politiske dagsorden kan spænde ben for de rigtige beslutninger. Det har nogle risici, som kan koste handlekraft og tid, der er vigtig. Der er også en anden vej frem,« siger han.

Den anden vej er generelle retningslinjer, som ministeren skal handle efter.

»Der er en model, som giver ministeren et politisk manøvrerum, men ikke uindskrænket. Folkestyret kan sætte nogle generelle rammer for ministerens beføjelser og for de betingelser, der skal være opfyldt for at gribe ind. Ministeren kan altså ikke selv beslutte, hvornår en epidemisk sygdom er samfundskritisk sygdom, og hvordan der skal gribes ind,« siger han.