Ekspert kalder solcellebrev »meget kontroversielt«

Brevet om solcellesagen, som statsministeren og tre øvrige ministre har sendt til Folketingets formand, kommer til at vække opsigt, mener professor i statskundskab.

Foto: Keld Navntoft. Folketingets formand, Mogens Lykketoft (S), skal tage stilling til rigsrevisionens undersøgelse af solcelle-sagen, efter statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) sammen med tre andre ministre i et brev sætter spørgsmålstegn ved dele af undersøgelsen. - Arkivfoto
Læs mere
Fold sammen

»Det er er ret interessant brev, og det skal nok vække opsigt«

Det siger Jørgen Grønnegaard Christensen, som er professor i statskundskab ved Aarhus Universitet, efter statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) sammen med tre andre ministre i et brev til Folketingets formand, Mogens Lykketoft (S), sætter spørgsmålstegn ved dele af Rigsrevisionens undersøgelse af solcellesagen.

De fire ministre mener, at Rigsrevisionen ikke har ret til at snage i Klima- og Energiministeriets lovforberedende arbejde i forbindelse med dens undersøgelse. Undersøgelsen er bestilt af Statsrevisorerne, men ifølge Jørgen Grønnegaard Christensen prøver de fire ministre nu, at »løfte den op på et højere politisk niveau, og det kan være meget kontroversielt«.

»Der er imidlertid mere i det. Det ene spørgsmål er, om Rigsrevisionen skal kunne foranstalte sådanne undersøgelser (af det lovforberende arbejde, red.). Man kan sige, at det skal den, og at det ofte har været en svaghed, at den normalt trækker grænsen et andet sted. Dermed får man aldrig belyst de sager, hvor problemet ikke er dårlig forvaltning, men dårligt tænkt politik,« skriver Jørgen Grønnegaard Christensen i en skriftlig kommentar.

»Det andet spørgsmål er, om det er acceptabelt, at et administrativt organ som Rigsrevisionen går ind i det parlamentariske værksted med lovforberedelsen (som er et minister- og embedsmandsanliggende) og den politiske forhandling (som er et parlamentarisk anliggende).«

Normalt er det Rigsrevisionens opgave at vurdere, om ministre forvalter lovene på korrekt vis, og om de har givet korrekte og fyldestgørende oplysninger til Folketinget. I solcellesagen lægges der op til, at Rigsrevisionen også skal vurdere lovarbejdet, inden et lovforslag er fremlagt. Og netop dette er ifølge regeringen problematisk, fordi Rigsrevisionen på den måde bliver »normsættende« for det lovforberedende arbejde.

Ifølge Jørgen Grønnegaard Christensen har Rigsrevisionen tidligere været ganske tilbageholdende med at bringe sig i en situation, hvor man ville komme til at undersøge den parlamentariske beslutningsproces, som det lovforberedende arbejde er en del af.

Læs mere: Alt om solcellesagen