Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Julemåneden er højsæson for såkaldt ’hvide løgne’. De fleste voksne er veltrænede i at kunne stikke en ’hvid løgn’ uden at ungerne fatter mistanke. Men den trænede ’løgnespotter’ vil alligevel finde større eller mindre tegn på, at man ikke fortæller sandheden.
- Vi kigger på ansigtsudtryk og uoverensstemmelse mellem sprog og kropssprog, fortæller ekstern lektor i forhandling, herunder kropssprog og sandfærdig fremtræden, Mikkel Gudsøe.
For nogle uger siden underviste han journalister i DR sammen med en af verdens dygtigste menneskelige ’løgnedetektorer’, amerikaneren Clark Freshman.
Mikkel Gudsøe konstaterede allerede efter få minutter af det famøse pressemøde i mandags, at Lars Løkke Rasmussen ikke fortalte alt, hvad han ved, om lækagen af Helle Thorning-Schmidts fortrolige skatteoplysninger.
- Der er desværre ingen Pinocchio-regel, når det gælder løgn. Folks næser bliver ikke længere, når de lyver. Men kroppen kan alligevel afsløre, hvad der sker under overfladen, forklarer Mikkel Gudsøe.
- På pressemødet var Løkke tydelig vred og anspændt. Han virkede overrasket over forløbet. Han snerrede og forsøgte gang på gang at tale udenom. Han fugtede læberne, strammede læberne sammen og løftede øjenbrynene. Og det kan være tegn på, at han ikke kan eller vil sige den fulde sandhed, forklarer Mikkel Gudsøe.
Når han skal spotte en løgn, lægger han mærke til fem forskellige ting:
1) Stemmen
2) Ansigtet
3) Sprogstilen
4) Kroppen
5) Det sproglige indhold
- Man skal kende en persons normale fremtræden, for at kunne vurdere om han lyver eller fortier noget. I eksempler fra ”Duellen” og ”Natholdet” ser vi en afslappet Løkke med lukket mund. Han smiler lidt, taler en smule hurtigt og ordene kommer flydende fra ham. Og så gestikulerer han med sine hænder, for at understrege det vigtige.
Det var ikke den Løkke, vi så på pressemødet. Tværtimod.
Mikkel Gudsøe gennemgår pressemødet igen minut for minut, og der er ikke meget, der undgår hans falkeblik.
På en troværdighedsskala fra 1 til 10, hvor 10 er højeste troværdighed, vil Mikkel Gudsøe give Lars Løkke et firetal for præstationen i mandags.
- Han får trods alt et 4-tal. Og det gør han, fordi der kan være helt legitime grunde til, at han reagerer, som han gør. Nemlig det pressede set-up for pressemødet, hvor han er trængt op i en krog og presset op af en væg. Eller det politiske pres, fordi det er så alvorlig en sag, at han frygter at komme til at sige noget, der kan misforstås, siger Mikkel Gudsøe.
- Men hans måde at håndtere situationen på gør, at han fremstår utroværdig. Vi kan ikke tillade os at konkludere, at han lyver – det ville svare til at lege Gud. Men kropssproget, sproget og stilen tyder på, at han ikke bare kan være sig selv og sige tingene som de er, så ville svarene være kommet flydende og uhindret, siger Mikkel Gudsøe.
Kilde: B.T.