Eksminister Esben Lunde Larsen var tidligere imod vielser af homoseksuelle par.

Men på et opslag på det sociale medie LinkedIn skriver den tidligere Venstre-minister nu, at han er homoseksuel. Det sker i forbindelse med Pride-ugen i København.

Ifølge Avisen Danmark er det første gang, at Esben Lunde Larsen offentligt har tilkendegivet, at han er homoseksuel.

»Da jeg selv er homoseksuel, vil jeg selvfølgelig understrege vigtigheden i at have frihed til at være, hvem du er og friheden til at elske, hvem du vil. Og fejre det. Men også kæmpe for at udbrede frihed i hele verden,« skriver Esben Lunde Larsen i sit opslag.

Tilbage i 2012 sagde Esben Lunde Larsen ellers, at han som ordineret præst ville takke nej, hvis et homoseksuelt par spurgte ham, om han ville vie dem.

»Til sådan en forespørgsel vil jeg sige nej. For mig er ægteskabet mellem mand og kvinde,« sagde Esben Lunde Larsen til Dagbladet Ringkøbing-Skjern.

Det skete, efter at et flertal i Folketinget havde stemt for, at homoseksuelle kunne blive viet på lige fod med heteroseksuelle.

Esben Lunde Larsen var ikke selv til stede i Folketingssalen ved afstemningen, men blev spurgt til sin holdning efterfølgende.

Han sad i Folketinget fra 2011 til 2018, og han var minister i to omgange.

Fra 2015 til 2016 var Esben Lunde Larsen uddannelses- og forskningsminister, mens han fra 2016 til 2018 var miljø- og fødevareminister.

/ritzau/

Få det politiske overblik – hver dag

Nyhedsbrevet »Politisk morgenpost« er dit daglige skud af politiske opdateringer, analyser fra de fremmeste profiler og spændstige #dkpol-debatter.

Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske hver dag sender mig det fulde politiske overblik med dagens vigtigste historier analyser og debatter i dansk politik. I periode med folketingsvalg, kan der komme flere daglige opdateringer med de seneste opdateringer om dette. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke.