Eksminister taber sag om ødelagte gravhøje på hans gods

For at få plads til at plante juletræer fik godsejer Bernt Johan Collet ryddet fredede gravhøje og stendysse.

København. Godsejer og tidligere konservativ minister Bernt Johan Collet har tabt en langtrukken sag, som handler om ødelagte fortidsminder på hans grund i Vallebo Skov på Sydsjælland.

Det oplyser Østre Landsret.

Godsejeren er blevet pålagt at skulle betale i alt 450.000 kroner for restaureringen af 11 gamle gravhøje og en stendysse, som blev jævnet med jorden for at gøre plads til at plante juletræer.

Manden blev først frifundet ved Retten i Nykøbing Falster i 2014, men cirka halvandet år efter blev han i Københavns Byret dømt til at skulle betale for genetableringen af de fredede gravhøje.

Han ankede sagen til landsretten, men det har han altså ikke fået noget ud af.

Ud over de 450.000 kroner skal han betale renter og for sagsomkostningerne. Dermed løber beløbet op i cirka 600.000 kroner.

/ritzau/