Efterlyses: Socialdemokraternes beskæftigelsespolitik

Ulla Tørnæs (V) Fold sammen
Læs mere
Foto: Pressefoto
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I den seneste tid er det regnet ned med forslag fra Socialdemokraterne, der både sætter den danske model over styr, og vil udstille virksomheder, der har udstået sin straf. Men i stedet for at stå ved deres forslag, har socialdemokraterne på kryds og tværs mere travlt med at skyde hinandens forslag ned igen. Det er altså temmelig svært, at finde ud hvad de mener, og hvad de ikke mener på beskæftigelsesområdet.

Venstre er soleklare, når det kommer til vores europæiske beskæftigelsespolitik. Vi skal bekæmpe snyd og social dumping gennem styrkelse af blandt andet RUT-registeret. Samtidig skal vi satse massivt på at skabe initiativer, der giver vækst og arbejdspladser i Danmark og resten af EU. Det betyder også, at vi siger nej til kædeansvar, da det vil svække dansk konkurrencevne, og være en stor hæmsko for små og mellemstore virksomheder.

Socialdemokraternes folketingsmedlem Pernille Rosenkrantz-Theil startede ballet med et forslag om, at vi skal til at forhandle fælles europæiske overenskomster. Jeg blev noget overrasket over denne udmelding, som ikke kun vil tilsidesætte den danske model, men samtidig ødelægge EU's konkurrenceevne. Det forslag vil enten føre til meget høje minimumslønninger eller meget lave lønninger, der også vil ramme danske lønmodtagere.

Den nyfundne socialdemokrat Emilie Turunen fulgte op på Pernille Rosenkrantz-Theils tilsidesætning af den danske model og foreslog en europæisk mindsteløn. Altså, at EU skulle fastsætte en mindsteløn, der skulle gælde i alle medlemslandene. Min og Venstres holdning er, at den danske model er en del af kernen i det danske arbejdsmarked, og den vil blive helt undergravet, hvis Emilie Turunens forslag vinder genklang. Det er der heldigvis ikke meget der tyder på. Den Socialdemokratiske statsminister var nemlig hurtigt ude og slå fast, at det Socialdemokratiske medlem af Europa-Parlamentets forslag ikke var Socialdemokratisk politik. Mens den socialdemokratiske spidskandidat er noget mere vævende.

Jeppe Kofods svar på at forhindre social dumping er egentlig meget simpelt. Virksomheder, der dømmes for snyd og bedrag skal hænges ud i et register og ”sortlistes”. Nærmest dagligt tordner Jeppe Kofod frem med sin sorte sprittusch, der skal skræmme virksomheder fra at bryde loven. Jeg tror ærlig talt ikke at det hjælper at udstille virksomheder, der i øvrigt har udstået sin straf i et register. For mig minder det mest om en middelalderagtig heksejagt. Jeppe Kofods profilerede medkandidat Gunde Odgaard, der i øvrigt er formand for BAT-kartellet, mener heller ikke at Kofods sorte lister er noget, der batter. ”Der er desværre tale om et forslag, der ser fint nok ud på papir, men som ikke rykker noget som helst ude i virkeligheden..”, skriver han på den Socialdemokratiske nyhedsside PioPio. Her oplister han i øvrigt også 10 andre forslag til at gøre noget ved social dumping. Dem er der ikke nogen socialdemokrater, der har skudt ned endnu, men mon ikke det kommer.

Jeg er ærlig talt en smule forvirret og en smule nervøs for den danske model og det kommende EU-samarbejde, når jeg ser Socialdemokraternes forskellige udspil på beskæftigelsesområdet. I Venstre mener vi, at den danske model skal bestå som den er, og at EU ikke skal blive en social union for at bekæmpe social dumping. Det kan og skal vi klare uden at trække store byrder nedover det danske arbejdsmarked.

Det eneste sikre man kan sige om Socialdemokraternes beskæftigelsespolitik, er at zigzag-kursen i hvert fald holder socialdemokraterne beskæftigede.