Efter sygemelding: Kendt komiker skal i Folketinget

Anders Stjernholm bliver suppleant for Alternativets Ulla Sandbæk, der er sygemeldt på ubestemt tid.

Foto: Ida Marie Odgaard. Førstesuppleant Anders Stjernholm erstatter hende fra tirsdag, når Folketinget formelt har godkendt det.
Læs mere
Fold sammen

Komikeren Anders Stjernholm skal i sit hverv som førstesuppleant for Alternativet erstatte Ulla Sandbæk, der er sygemeldt på ubestemt tid.

Det oplyser Alternativet.

Anders Stjernholm erstatter Ulla Sandbæk fra tirsdag, når Folketinget formelt har godkendt det.

37-årige Anders Stjernholm er uddannet journalist. Ud over at være komiker er han også foredragsholder, forfatter og formand for Ateistisk Selskab.

På sin Facebook-profil skriver han:

»Jeg går til opgaven som en spiller, der bliver kaldt på banen på grund af en holdkammerats skade: Omstændighederne er uforudsete, og ændringen pludselig, men jeg skal altså spille nu.«

»Heldigvis føler jeg mig klar til kamp. De sidste par år er meget af min tid gået med debat, aktivisme og ledelse af Ateistisk Selskab, så jeg føler mig rustet til spillet og omgangen på banen.«

/ritzau/