På Høvelte Garderkaserne ligger ikke mindre end cirka 40 værnepligtige ud af 321 på infirmeriet med forkølelses- eller influenzasymptomer.
Det har fået flere af de pårørende til at sætte spørgsmålstegn ved, om Forsvaret håndterer situationen korrekt, og i kølvandet på presset bøjer Forsvaret sig nu og får alle de syge testet for coronavirus.
Det skriver Forsvaret i en pressemeddelelse.
»Ingen er for nærværende mere syge end, hvad der svarer til forkølelse eller almindelig influenza. Men som situationen er nu, er vi nødt til at vide, om der er nogle, som er syge af covid-19, så vi kan fjerne uvisheden og om nødvendigt iværksætte yderligere tiltag,« siger Vibeke Westphal, overlæge på kasernen i Høvelte, i pressemeddelelsen.
De 321 værnepligtige, der i øjeblikket befinder sig på Høvelte Kaserne, har ifølge Forsvaret opholdt sig på kasernen »for at forebygge coronasmitte og derved sikre, at de kritiske operative opgaver kunne løses fremadrettet«.
Regeringen ændrede søndag aften strategi i kampen mod coronavirus og åbnede for, at flere personer, som ikke var alvorligt syge, eller som arbejder i sundhedsvæsenet eller løser samfundskritiske opgaver, kan testes for covid-19.
Vi ved, at nogle af de mennesker, der tester negativ for covid-19, i princippet kan være positive, hvis de bare er meget tidligt i sygdommens udvikling. Inkubationstiden kan være op til 12 dage, så man kan ikke sende de andre hjem, for så kan de nå at smitte nogle andre.Jan Pravsgaard Christensen, professor i infektionsimmunologi på Københavns Universitet
Mandag bliver de cirka 40 værnepligtige transporteret op til Nordsjællands Hospital, hvor de skal testes for coronavirus. De, der tester positiv for smitte, skal blive på kasernen 48 timer efter symptomfrihed, og de personer, som smittede har delt stue med inden sygeperioden, skal opholde sig i karantæne i 14 dage på kasernen.
Værnepligtige uden symptomer kan tage hjem fra kasernen.
Sandsynlighed for coronavirus
Ifølge Jan Pravsgaard Christensen, som er professor i infektionsimmunologi på Københavns Universitet, er det umiddelbart usandsynligt, at de 40 er syge med almindelig influenza.
»Vi har influenza florerende i Danmark i øjeblikket, men vi har haft en ekstremt mild influenzasæson i år. Så ud fra den betragtning er det nok mere sandsynligt, at der er coronavirus på kasernen,« siger Jan Pravsgaard Christensen.
Desuden siger han, at hvis bare nogle af de værnepligtige, der bliver testet, er smittede, bør alle de, der er blevet transporteret op til Nordsjællands Hospital sammen med de smittede, gå i karantæne.
»Vi ved, at nogle af de mennesker, der tester negativ for covid-19, i princippet kan være positive, hvis de bare er meget tidligt i sygdommens udvikling. Inkubationstiden kan være op til 12 dage, så man kan ikke sende de andre hjem, for så kan de nå at smitte nogle andre,« siger han.
Jan Pravsgaard Christensen vil derfor opfordre til, at hvis nogle af de værnepligtige bliver testet positive for covid-19, så bør alle, der tager hjem, gå i hjemmekarantæne.




