Efter politisk slagsmål: Midlertidig politiskole på plads

Ryes Kaserne i Fredericia skal huse en midlertidig politiskole, indtil politiskolen i Vejle står klar.

Ryes Kaserne i Fredericia skal huse en midlertidig politiskole, indtil politiskolen i Vejle står klar. (Foto: Claus Fisker/Scanpix 2017) Fold sammen
Læs mere
Foto: Claus Fisker

Der bliver oprettet en midlertidig politiskole på Ryes Kaserne i Fredericia fra 2018, indtil politiskolen i Vejle står klar.

Det siger justitsminister Søren Pape Poulsen (K) efter et møde i kredsen bag politiaftalen onsdag.

- Det gode ved Fredericia er, at de lærekræfter, der fremadrettet skal arbejde kun har kort vej til Vejle, så de ikke skal flytte sig så langt, når den nye skole åbner, siger Søren Pape Poulsen.

Han fastslår, at den midlertidige politiskole kan være klar i andet halvår 2018.

- Cirka 300 betjente vil blive uddannet herfra, siger Søren Pape Poulsen.

Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Kofod Poulsen, mener, at beslutningen er et resultat af, at Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet har lagt pres på regeringen:

- Det er helt klart, at regeringen nu imødekommer vores krav. Vi har en aftale om, at der allerede fra 2018 skal uddannes politielever i Jylland.
Det opnår vi nu, og det er vi meget tilfredse med.

- Nu kan vi leverer på det, det hele handler om: Nemlig at skaffe danskerne flere politibetjente, siger Peter Kofod Poulsen.

Socialdemokratiets retsordfører, Trine Bramsen, afviser, at Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti bærer en del af ansvaret for det meget rodede forløb, der har ført til kritik af Christiansborg for at føre sognerådspolitik.

Sagen begyndte med en aftale om at uddanne flere betjente. Og det skulle ske i Vestdanmark blev aftaleparterne enige om.

Regeringen pegede på en placering af den nye politiskole i Herning. Men det afviste S og DF.

Derefter pegede regeringen med opbakning fra S og DF på Vejle som hjemsted for den nye politiskole. Men lokalerne i Vejle er først klar i 2020.

Derfor krævede S og DF en midlertidig løsning, som altså nu viser sig at være i Fredericia.

- Vi har holdt os til den aftale, vi indgik da vi sad ved forhandlingsbordet, nemlig at vi skal have uddannet betjente fra 2018 i Vestdanmark, siger Trine Bramsen.

/ritzau/