Efter partistøtteudspil: Konservativ pengeklub fortsætter pengeindsamling

Efter flere års tilløb har regeringen nu indledt et opgør med partistøttereglerne. Men økonomisk støtte til landets politikere bør være en privat sag, mener den konservative pengeklub, C-Business, der fortsætter sin indsamling til partiet.

Arkiv: Arne Bang Mikkelsen. Fold sammen
Læs mere
Foto: BJARKE ØRSTED
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det får formentlig ikke de store konsekvenser for de Konservative, at regeringen nu vil skabe større gennemsigtighed i den økonomiske støtte til landets politikere. Det vurderer den konservative pengeklub, C-Business, der siden 2005 har samlet partikroner ind til de Konservative.

Her vil formand Arne Bang Mikkelsen, der samtidig er formand for partiets Økonomi- og Erhvervsudvalg, se regeringens forslag i vedtaget form, før han begynder at »bruge kræfter på det«.

»Jeg tror ikke, at det vil have den store betydning. Vi mærker ikke i øjeblikket, at den debat, der er om partistøtten, påvirker den indsamling, som er i gang,« siger han.

Med uspillet vil regeringen give fuld åbenhed om private donationer helt ned til 10.000 kroner - en halvering af de nuværende 20.000 - ligesom lokale partiforeningers regnskaber skal være offentligt tilgængelige, og pengeindsamlingsklubber ikke længere skal kunne bruges til at omgå loven.

Men tiltagene er helt unødvendige, mener Arne Bang Mikkelsen, fordi donationer til politiske partier »bør være en privat sag«.

»Man skal have lov til at støtte det, man vil, uden at det skal stå i Berlingske i morgen,« siger formanden for C-Business og peger på, at regeringens forslag er udtryk for en »misundelseskampagne«, hvor man søger »at snage i, hvad folk støtter«.

Skulle forslaget imidlertid kunne gennemføres, skal det omfatte al partistøtte, fremhæver Arne Bang Mikkelsen.

»Også den, der gives fra for eksempel fagforeningerne i form af annoncer, arbejdskraft eller lokaler, der stilles rådighed. Så længe man holder den udenfor, har det ingen interesse for os,« siger Arne Bang Mikkelsen og understreger, at pengeklubben selvfølgelig vil følge de regler, der måtte blive vedtaget.

Prisen for at være medlem af C-Business er 20.000 kroner, og kontingentet er ifølge formanden fastsat netop dér, for at støtten ikke overskrider bagatelgrænsen, og medlemmerne således kan forblive anonyme.

Spørgsmål: Hvis regeringen finder politisk flertal for sit forslag og halverer bagatelgrænsen, vil I så også halvere kontingentet for at bibeholde medlemmernes anonymitet?

»Det tror jeg ikke umiddelbart. Men det kan jeg ikke svare på, for det er ikke noget, vi har undersøgt,« siger Arne Bang Mikkelsen.

Regeringens udspil får en anderledes positiv modtagelse hos Saxo Bank-direktør Lars Seier Christensen. Han har tidligere talt for transparens i de økonomiske politiske bidrag, og over for DR Nyheder kalder han det »rimeligt«, at borgere »forstår, hvem der støtter hvad i politik«.

På Christiansborg har partistøtteforslaget onsdag skabt stor debat. Venstres næstformand, Kristian Jensen (V), retter en skarp kritik af det, han opfatter som et »benspænd for de borgerlige partier«, og i lighed med Arne Bang Mikkelsen mener han, at den indirekte støtte skal frem i lyset.

Men det har »ingen gang på jord«, lyder svaret fra Socialdemokraternes gruppeformand, Leif Lahn Jensen (S), der understreger, at partierne ikke har indflydelse på kampagner søsat af eksempelvis fagbevægelsen.

I spidsen for udspillet står økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard (R), som lægger vægt på, at borgerne skal have langt større indblik i sponsoraterne til partier og enkeltkandidater:

»Derfor vil regnskabspligten også bidrage til, at man kan se, om kandidater husker at fortælle om al den hjælp, de har fået.«