Efter møde fredag: Ændringer af udskældt model for tvangslukning af skoler på vej

Den stærkt omdiskuterede model for automatiske nedlukninger af skoler og fritidstilbud står til at blive justeret. Fredag har partierne i Folketinget drøftet konkrete ændringer af modellen.

Folketingets partier har fredag drøftet konkrete ændringer af modellen for automatisk nedlukning af skoler i sogne med større smitteudbrud. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Et af den seneste tids mest omdiskuterede tiltag mod coronasmitteudbrud står efter alt at dømme til at blive justeret inden længe.

Fredag eftermiddag har Folketingets partier således været til møde i Sundhedsministeriet for at drøfte justeringer af den stærkt kritiserede model, der sikrer automatisk nedlukning af blandt andet skole- og undervisningsområdet samt fritidstilbud i sogne, hvor der er konstateret en særlig høj smitteudvikling.