Det var en bombe i minkskandalen, da det kom frem, at statsminister Mette Frederiksen (S) og departementschef Barbara Bertelsen havde sat slettefunktionen til på deres telefoner.

Men det må de ikke længere.

Fremover skal sms-beskeder og andre chattjenester på alle ministres, departementschefers og særlige rådgiveres telefoner gemmes i 25 år.

Det fremgår af nye retningslinjer fremlagt af Justitsministeriet.

Spørger man næstformand i De Konservative Rasmus Jarlov er de nye retningslinjer en »indrømmelse af, det ikke er blevet håndteret korrekt, og at der er blevet tilbageholdt noget information, som offentligheden burde have haft. Ellers var der ingen grund til at lave sådan et regelsæt nu«, siger han til Politiken.

Men ifølge Justitsministeriet er det ikke en indrømmelse af, at der skete fejl under minksagen, og ej heller et »udtryk for, at den hidtidige tilgang under skiftende regeringer havde været »ukorrekt« eller i modstrid med nogen regler«.

Justitsministeriets forklaring lyder derimod, at de nye retningslinjer er en konsekvens af den praksis, der blev lagt af Minkkommissionen i 2022.

Her er de nye retningslinjer

Berlingske har læst de nye retningslinjer igennem.

Heraf fremgår det, at der gælder »helt særlige forhold« for ministre, særlige rådgivere og departementschefer og deres stilling, hvorfor deres sms-beskeder skal opbevares i længere tid end de ti år for chefer og fem år for medarbejdere.

Justitsministeriet anbefaler desuden, at der laves »en lokal kopi af alle arbejdsrelaterede sms-beskeder med videre« en gang om måneden.

Retningslinjerne omfatter ikke eventuelle private sms-beskeder.

Derudover forudsættes det, at medarbejdere til arbejdsrelateret brug »som udgangspunkt alene anvender deres tjenestetelefon«.

Minkskandalen kort

Minkkommissionen blev nedsat, efter at Mette Frederiksen på et pressemøde i 2020 meldte ud, at alle mink skulle aflives.

Efterfølgende viste det sig, at der ikke var lovhjemmel for den beslutning.

Derfor affødte beslutningen om at aflive alle danske mink stor debat.

Under kommissionens arbejde kom det frem, at Mette Frederiksen og hendes departementschef, Barbara Berthelsen, havde sat deres telefoner til automatisk at slette deres sms'er efter 30 dage.

Derfor var flere sms'er om beslutningen af aflivningen af alle mink væk.

Den nyhed skabte yderligere røre og debat i sagen. Mette Frederiksen fik endda kaldenavnet »Slette Mette« i medierne.

Politiet prøvede at genskabe sms'erne, dog uden held.