De Konservatives hovedbestyrelse bakker op om formand Søren Pape Poulsen og ønsker, at han fortsætter som leder for partiet.
Det oplyser politisk ordfører Mette Abildgaard (K) fredag aften til Ritzau efter et møde i hovedbestyrelsen.
På mødet skulle medlemmerne tage stilling til, hvem hovedbestyrelsen skal indstille som formand på partiets landsråd i slutningen af september.
Her pegede pilen altså på Søren Pape Poulsen, som har stået i spidsen for De Konservative siden 2014.
»Der var enighed hos vores hovedbestyrelse om at indstille Søren Pape, så det har været et rigtigt fint møde,« siger Mette Abildgaard.
Mødet kommer, efter at Søren Pape har fået kritik fra stemmer i baglandet, blandt andre tidligere konservative ministre.
/ritzau/