Efter heftig debat om migrationserklæring: Løkke tager selv til Marokko

Det bliver statsminister Lars Løkke Rasmussen selv, der tager til Marrakesh, når Danmark skal tilslutte sig den omdiskuterede migrationserklæring.

BRITAIN-EU/SUMMIT-ARRIVALS
Foto: Piroschka Van De Wouw

Når Danmark på mandag skal tilslutte sig den omdiskuterede FN-migrationserklæring, bliver det statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), der repræsenterer Danmark.

Det oplyser Statsministeriet i en pressemeddelelse.

Dermed afliver statsministeren spekulationerne om, hvem der skal repræsentere Danmark ved FN-konferencen i Marrakesh i næste uge.

Migranterklæringen »Global Compact for Safe, Orderly and Regular Migration« har skabt splittelse mellem regeringen og dens støtteparti, Dansk Folkeparti.

DF mener, at Danmark risikerer at åbne op for yderligere migration ved at tilslutte sig.

Omvendt har regeringen forsikret, at erklæringen ikke er juridisk bindende, og at Danmark fortsat selv er herre over, hvem der får lov at komme ind i landet.

Statsministeren holder fast i, at Danmark er bedst tjent med at tilslutte sig erklæringen, selv om andre lande tøver.

»FN-erklæringen er et symbol på, om man vil være en del af det internationale samfund eller ej,« siger Lars Løkke Rasmussen.

»Grænseoverskridende problemer kræver grænseoverskridende samarbejde – ikke isolation. Jeg er som statsminister ikke i tvivl om på hvilken side af stregen, Danmark skal befinde sig,« tilføjer Løkke.

Det har hidtil været uklart, hvem der skulle repræsentere Danmark ved konferencen, efter at både udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg og udviklingsminister Ulla Tørnæs tidligere har sagt, at de ikke tog afsted.

I forbindelse med tirsdagens spørgetime i Folketinget tilkendegav Lars Løkke Rasmussen (V), at han endnu ikke havde udpeget, hvem der skulle til Marrakesh.

Han ville lade det komme an på, hvem de øvrige lande sendte.

For Tyskland deltager forbundskansler Angela Merkel, og flere andre regeringschefer vil også være til stede.

Når erklæringen er blevet vedtaget politisk på mandag, skal den til formel afstemning senere på måneden ved FNs Generalforsamling i New York.

I den forbindelse vil Danmark afgive en såkaldt stemmeforklaring, hvor det vil blive uddybet, at vi ikke mener, at erklæringen ændrer på migranters juridiske status her i landet.