Fredag morgen bøjede Ekstra Bladets chefredaktør, Knud Brix, af.

Det skete, efter at avisen havde illustreret en artikel om en 26-årig mand, der havde et forhold til en 15-årig pige, med et billede af det socialdemokratiske folketingsmedlem Frederik Vad.

Det affødte ifølge Frederik Vad selv, at hans indbakke blev fyldt med hadbeskeder og beskyldninger om pædofili.

Problemet med billedvalget er, at Frederik Vad ikke er den 26-årige, som artiklen handler om, hvilket mange læsere ikke lige havde fået med.

»Denne ikke-historie er en svinestreg,« skrev Frederik Vad på det sociale medie X.

Historien, som historien her handler om, blev bragt i Ekstra Bladet torsdag og handler om, hvordan en 26-årig mand, der var ansat som studentermedhjælper i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU), var kærester med en 15-årig pige.

En pige, som han endda havde oplært i organisationen.

Nuværende folketingsmedlem Frederik Vad var dengang formand for DSU, og han indrømmer selv, at han blev bekendt med forholdet, da pigen havde en måneds tid tilbage som ansat.

I den forbindelse gjorde han det klart for den 26-årige, at han ville blive fyret, hvis de to var kærester i den sidste tid, pigen var ansat i DSU, men at han intet kunne gøre, når først hun var ude af situationen.

Frederik Vad slår dog fast, at han udtrykte sin moralske foragt over for forholdet.

»Men vi vurderede, at vi ikke kan fyre ham på det grundlag. Det holder ikke vand i Arbejdsretten,« siger han til Ekstra Bladet.

Og Frederik Vad ville altså ikke finde sig i, at hans ansigt blev brugt øverst i en historie, hvor han var biperson, ikke hovedperson.

Han har ligeledes offentliggjort beskeder, som han har fået efter artiklens udgivelse.

Derfor gik han i flæsket på Ekstra Bladet og avisens chefredaktør, Knud Brix, på det sociale medie X. Flere andre socialdemokrater sendte også hård kritik mod Ekstra Bladet, og fredag bar det frugt.

Her erkendte chefredaktør Knud Brix, at placeringen af billedet i artiklen havde haft uhensigtsmæssige konsekvenser.

»Vi står 100 procent på mål for den vigtige historie,« tilføjede Brix dog.