Efter fire minutter løftede en frustreret Søren Pape armene: »Det kunne jeg komme med en lang forklaring over« – men det gjorde han ikke

Engang var meningsmålingerne hans største problem. Sådan er det ikke mere. Til gengæld er det privatliv, som han aldrig har brudt sig om at tale om, blevet genstand for stor undren og utallige spørgsmål. Søren Pape har sat spurten ind mod Statsministeriet, men lørdag spændte hans allernærmeste ben for hans politiske budskab.

Partiformand Søren Pape Poulsen smilede på scenen, men ikke, da han efter sin tale stod over for journalisterne. For han ville gerne tale politik, men først skulle han overkomme utallige spørgsmål om sin mands fortid. Emil Helms/Ritzau Scanpix

Søren Pape Poulsen overtog et parti, der på knæ balancerede på spærregrænsen, da han på partiets landsråd for otte år siden blev valgt som formand for Det Konservative Folkeparti.

Det foregik i 2014 i Tivoli Hotel & Congress Center.