Efter et års tavshed: Nu åbner tidligere V-profil op om nyt job og sin politiske fremtid

»Jeg havde på mange måder mistet grebet om mig selv og mit værdigrundlag som menneske. Det har jeg arbejdet meget med,« siger Jakob Engel-Schmidt, der har været tavs i offentligheden siden kokainsagen.

Foto: Thomas Lekfeldt

For første gang i et år tager den engang så lovende Venstre-profil Jakob Engel Schmidt bladet fra munden.

I februar sidste år kom det frem, at han i sommeren 2017 kørte bil med kokain i blodet på Østerbro i København.

Det førte til, at han mistede sit job som udviklingsdirektør på erhvervsskolen Niels Brock, ligesom hans politiske karriere stoppede.

Nu tegner fremtiden imidlertid lysere for ham.

»Jeg har været så heldig, at flere virksomheder har vist interesse for mig, men jeg er glad for at kunne fortælle, at jeg netop er tiltrådt som Public Affairs Director hos bureauet Rud Pedersen. Jeg er utrolig glad for at være blevet en del af en spændende arbejdsplads med dygtige og søde kollegaer,« skriver han i en længere opdatering på Facebook.

Efter at kokain-sagen kom frem for et års tid siden blev han fyret som folketingskandidat af sin kredsformand i Lyngby. Han blev efterfølgende diagnosticeret med belastningsrelateret stress, fortæller han.

»Jeg havde på mange måder mistet grebet om mig selv og mit værdigrundlag som menneske. Det har jeg arbejdet meget med. Og jeg er blevet klogere, gladere og »mig selv igen«. Det kunne jeg ikke have gjort uden opbakning og støtte fra min kæreste, min familie og trofaste venner.«

Det var natten til den 4. juli 2017, at han blev stoppet af politiet på grund af en defekt lygte. Her fattede patruljen mistanke til, at han var påvirket.

Jakob Engel-Schmidt nægtede i første omgang at give politiet lov til at teste ham, hvilket førte til, at han blev anholdt.

Få måneder senere - i oktober 2017 - søgte han orlov fra Folketinget og blev her erstattet af USA-eksperten Mads Fuglede.

Jakob Engel-Schmidt har foruden at have siddet i Folketinget ad to omgange en fortid som formand for Venstres Ungdom og byrådsmedlem i Lyngby-Taarbæk og var et af partiets lovende unge håb.

Men de politiske ambitioner er pakket væk nu.

Det nye job betyder, at han ikke genopstiller til det kommende valg, og at han »for den forudseelige fremtid er færdig med politik,« skriver han i opdateringen.

Han er nu på orlov fra Folketinget uden vederlag, oplyser han.