Efter at Danmark åbnede til landet ved en fejl: Smitten eksploderer i Rwanda

De danske myndigheder kom ved en fejl til at åbne for ind- og udrejse fra Rwanda til Danmark, og vil ikke forvirre danskerne ved at lukke igen. Nu eksploderer smitten i det afrikanske land, og varianterne banker på døren.

Lige siden Danmark åbnede grænserne til Rwanda for 20 dage siden, er coronasmitten eksploderet i det lille afrikanske land.

Genåbningen af grænserne kom i kølvandet på et opsigtsvækkende forløb, hvor udlændingeminister Mattias Tesfaye (S) havde været på charmeoffensiv i landet for at få et nyt modtagecenter for asylansøgere placeret der.

Fredag fortalte Berlingske, at de danske myndigheder ved en fejl havde åbnet for ind- og udrejse til Rwanda.

Politikere vil tale med udenrigsminister Jeppe Kofod om, hvorfor Danmark har åbnet til Rwanda. Mads Claus Rasmussen

»Det er en meget eksplosiv stigning,« siger Flemming Konradsen om udviklingen i coronasmitten i Rwanda.

Han er professor og afdelingsleder ved Afdeling for Global Sundhed ved Københavns Universitet.

Som det eneste land i Afrika – og et af meget, meget få lande i hele verden – fraråder Udenrigsministeriet ikke længere rejser til landet, ligesom Danmark tager imod dets borgere.

Forløbet har resulteret i spekulationer om, hvorvidt Danmark har åbnet for Rwanda for at imødekomme landets ønsker. Det har Udenrigsministeriet afvist.

Eksplosiv smitte

Direktør for Borgerservice, Erik Brøgger, fortalte til Berlingske, at Danmark skeler til Tyskland, når rejserestriktioner skal slækkes til udvalgte lande. Tyskland har nemlig langt bedre data for at vurdere, om det er sikkert eller ej.

Danmark troede, at Tyskland ville åbne for landet, og derfor åbnede Danmark også. Det viste sig dog at være forkert, og nu vil myndighederne ikke lukke igen, fordi det vil skabe tvivl om rejsevejledningerne, sagde Erik Brøgger.

Men måske var Tyskland ikke helt galt på den.

I hvert fald viser de seneste coronasmittetal fra Rwanda, at landet siden 4. juni, hvor Danmark lempede rejserestriktionerne, har været i hastig vækst.

Således var der 4. juni 40 smittede. Mens tallet 24. juni var 650.

Tallet er dog behæftet med usikkerhed, fordi Rwanda ikke tester i samme grad som for eksempel Danmark.

»Der ikke noget, der tyder på, at testkapacitet og vaccineudrulning er højere eller bedre end andre lande i regionen,« siger han:

»Landet er et af de området i regionen, hvor smitten stiger lige nu. Det skyldes blandt andet, at den indiske variant spreder sig.«

For få dage siden, 21. juni, indførte Rwanda som følge af den stigende smitte en række nye restriktioner.

Således er der udgangsforbud fra klokken 22 til klokken fire næste morgen, offentlig transport kører med halv passagerkapacitet, og festlige sammenkomster af enhver slags er forbudt.

»Rwanda er ikke helt off«

Alligevel lød det fra Erik Brøgger til Berlingske fredag, at det var sikkert at rejse til Rwanda.

»Rwanda er ikke helt off smittemæssigt, og derfor fastholder vi, at landet er åbent,« sagde han blandt andet.

Rosa Lund fra Enhedslisten, der har fulgt forløbet med Rwanda, er bekymret over, at smitten stiger i et land, vi netop har åbnet til ved en fejl.

»Det er tragisk. Ved en fejl laver man landet gult, og så stiger smitten. Det er til fare for mennesker,« siger hun.

Udenrigsministeriet siger til Berlingske, at EUs liste over godkendte lande forventes opdateret i næste uge. Den holder Danmark øje med.

»Det kan medføre ændringer ift. Rwanda og andre lande.«