Efter adskillige beretninger langer »målløs« V-politiker ud efter Folketingets top: I tager alt for let på sexisme på Christiansborg

Folketingets ledelse bør sætte en undersøgelse i gang for at få kortlagt omfanget af sexisme og krænkende adfærd på Christiansborg, lyder opfordringen fra Venstres Eva Kjer Hansen. Og hun erklærer sig »målløs« over, at det endnu ikke er sket. Imens advarer Venstres fungerende formand, Inger Støjberg, om, at sexismedebatten ikke må gribe om sig.

»Jeg synes virkelig, at Folketinget har et stort ansvar for ikke at negligere den her diskussion, når så mange kvindelige politikere træder frem med deres historie,« siger Venstres Eva Kjer Hansen i kølvandet på, at debatten om sexisme og krænkende adfærd er rykket ind på Christiansborg. Oscar Scott Carl

Det var en meget lidt imponeret Eva Kjer Hansen, der i sidste uge noterede sig udkommet af et møde i Folketingets ledelse, Præsidiet, om sexisme og krænkende adfærd på Christiansborg.

Forud for mødet gjorde folketingsformand Henrik Dam Kristensen (S) det ellers klart, at »det skal tages alvorligt«, at adskillige kvindelige politikere – både tidligere og nuværende – gennem den seneste tid har berettet om deres oplevelser med grænseoverskridende adfærd og sexistiske kommentarer som en del af en »rådden kultur« på Christiansborg.