En eftermiddag for mere end to år siden gav Mette Frederiksen, dengang næsten nyslået statsminister, et forvarsel om, hvordan hun som regeringschef ville lede landet.
På et samråd 27. september 2019 skulle statsministeren redegøre for den stærkt omdiskuterede ansættelse af daværende stabschef og særlig rådgiver Martin Rossen, som ganske usædvanligt også havde fået sæde i regeringens magtfulde Koordinationsudvalg. Et organ, der traditionelt var besat af ministre og topembedsfolk.