Efter 230 arbejdsdage søger Justitsministeriet stadig efter Eritrea-dokumenter

Justitsministeriet har samlet alle mediers aktindsigt om Eritrea-sagen i én stor bunke, men den praksis er der ikke lovgrundlag for, vurderer eksperter. Efter 230 arbejdsdage er Berlingskes aktindsigt fortsat under behandling.

25INDOpsigtsvaekkende-Haekk.jpg
Sommeren 2014 steg antallet af asylansøgere fra Eritrea, og det fik de danske udlændingemyndigheder til at gå i aktion. Bl.a. skrev Udlændingestyrelsen en opsigtsvækkende rapport, hvor man omtalte forholdene i det nordøstafrikanske land betydeligt pænere, end eksperter og organisationer kunne genkende. I en artikelserie dækkede Berlingske gennem 2014 en række bemærkelsesværdige forhold bag Eritrea-rapporten, ligesom der blev sat fokus på et omstridt asylstop. Justitsministeriet har indtil nu været 230 arbejdsdage om at finde Eritrea-sagens akter. Arkivfoto: Claus Bech Fold sammen
Læs mere

Offentligheden kan fortsat ikke få at vide, hvilke detaljerede overvejelser de danske udlændingemyndigheder gjorde sig under den såkaldte Eritrea-sag. For en stribe aktindsigtsanmodninger er knap et år senere fortsat under behandling.

Det skyldes bl.a., at Justitsministeriet har valgt at samle alle mediers aktindsigter i Eritrea-sagen i én stor pulje, så der reelt er tale om én samlet aktindsigt. Det betyder også, at uanset hvilke anmodninger om aktindsigt man har rettet til ministeriet i sagen, så får alle medier, der har søgt aktindsigt, de samme svar på samme tidspunkt. Justitsministeriet har i en klagesag selv erkendt denne procedure over for Folketingets Ombudsmand. Ministeriet henviste til et stort antal anmodninger om aktindsigt i Eritrea-sagen.

»Af administrative grunde besluttede ministeriet at behandle alle disse anmodninger ens - uagtet den præcise ordlyd af den enkelte anmodning,« står der i ministeriets udtalelse.

Men Justitsministeriet, som ellers skulle huse nogle af landets dygtigste jurister, har slet ikke lovhjemmel til denne praksis, vurderer eksperter.

»Du kan ikke bare give samme svar til alle. Man skal behandle hver aktindsigtssag individuelt,« siger Michael Gøtze, professor i forvaltningsret ved Københavns Universitet.

»Det følger af offentlighedslovens system og er et spejlbillede af identifikationskravet: Journalister skal formulere deres aktindsigter nogenlunde præcist; myndigheden skal til gengæld svare på det, der bliver bedt om. Internt kan man godt samle sagerne i én bunke for at sikre en effektiv procedure, men du skal stadig give individuelle svar,« siger professoren.

Samme vurdering kommer fra Vibeke Borberg, forskningschef i medieret ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

»Jeg mener ikke, at der er hjemmel til at behandle mange sager som én sag. Det er et forvaltningsretligt princip, at hver anmodning om aktindsigt skal behandles hver for sig. De anmodninger, der nemmere kan afgøres, skal afgøres, så hurtigt som det kan lade sig gøre,« siger Vibeke Borberg.

Folketingets Ombudsmand har allerede udtrykt særdeles hård kritik af, at en aktindsigtsanmodning om et enkelt dokument i Eritrea-sagen blev lagt ind i den samlede pulje af Eritrea-aktindsigter. Men Justitsministeriet holder fast i at behandle alle sager under ét.

Op mod 7.000 akter

Den særegne procedure betyder, at det enkelte medies aktindsigt kan vokse til store mængder papirer, fordi andre medier har spurgt til andre forhold og sendt mere brede anmodninger.

Berlingskes aktindsigt i Justitsministeriet omfatter nu mere end 20 sagskomplekser, som i alt består af op mod 7.000 akter, oplyser myndighederne. Det påvirker også sagsbehandlingstiden.

Berlingske bad om aktindsigt i Eritrea-sagen den 22. september 2014. Men efter 11 måneder er aktindsigtsanmodningen fortsat under behandling. Det svarer til omtrent 230 arbejdsdage.

Som udgangspunkt bør en aktindsigt i den offentlige forvaltning færdigbehandles inden en-to arbejdsdage i simple sager og inden syv arbejdsdage i almindelige sager. Er der tale om et stort antal dokumenter, eller udløser anmodningen komplicerede juridiske spørgsmål, skal myndigheden tilstræbe at afslutte aktindsigten inden 14 dage. I helt særlige tilfælde kan der gå op til 40 arbejdsdage. Dermed har myndighederne allerede brugt mere end fem gange den absolut maksimale sagsbehandlingstid i Eritrea-sagen.

I januar 2014 trådte den nye offentlighedslov i kraft. På centrale områder begrænsede loven offentlighedens adgang til dokumenter; på andre områder blev der åbnet for mere offentlighed, ligesom den generelle sagsbehandlingstid blev sat ned fra 10 til 7 arbejdsdage.

Offentlighedens repræsentant

Folketingets Ombudsmand har tidligere advaret mod for lange sagsbehandlingstider, og forskningschef Vibeke Borberg henviser til, at man med den nye lov netop signalerede, at man ønskede en hurtigere behandling.

»Medierne er offentlighedens repræsentant og skal have de midler, der gør det muligt at formidle emner at samfundsmæssig interesse. Her er aktindsigt et væsentligt redskab,« siger Vibeke Borberg.

Berlingske bad i september 2014 Justitsministeriet om aktindsigt i dokumenter seks måneder tilbage om eritreeres mulighed for at få asyl i Danmark. Berlingske spurgte specifikt til dokumenter vedrørende Udlændingestyrelsens såkaldte fact finding-mission til Eritrea, Justitsministeriets korrespondance med tre udvalgte lande og Justitsministeriets vurderinger af situationen i Eritrea. I marts 2015 søgte Berlingske aktindsigt i den oprindelige aktindsigt for at følge sagsgangen i Justitsministeriet.

Indtil nu har Berlingske fået dokumenter fra Justitsministeriet ad fire omgange. Dele af materialet har været mindre relevant for aktindsigten, eksempelvis guidelines for håndtering af visumansøgninger.

Andre dokumenter har sået tvivl om myndighedernes offentlige forklaringer i sagen.

Eritrea-sagen handler grundlæggende om, hvorvidt udlændingemyndighederne agerede usagligt, da man i 2014 forsøgte at bremse tilstrømningen af asylansøgere fra Eritrea. I en artikelserie fortalte Berlingske om en stribe særegne forhold bag den såkaldte Eritrea-rapport - hverken eksperter, rapportens kilder eller rapportens oprindelige ophavsmænd kunne genkende rapportens konklusion - ligesom et kontroversielt asylstop blev belyst.

Myndigheder ændrede kurs

Afsløringerne medførte, at Udlændingestyrelse opgav sin varslede praksis om at sende eritreere hjem. Undervejs henviste daværende justitsminister, Mette Frederiksen (S), gentagne gange til et såkaldt armslængdeprincip, altså at ministeren på ingen måde havde været tæt på sagen. Samtidig fastholdt udlændingemyndighederne, at de danske vurderinger af Eritrea var strengt faglige og ikke et redskab til at opfylde et politisk ønske om at smide asylansøgere hjem.

De drypvise dokumenter fra aktindsigten efterlader et lidt andet indtryk. De viser bl.a., at myndighederne har interesseret sig betydeligt mere for asylansøgere fra Eritrea, end man forsøgte at give offentligheden indtryk af.

Sagens akter har bl.a. afsløret, at Justitsministeriet arkiverede et internt baggrundsnotat om eritreere, og at der blev holdt møder i Justitsministeriet, hvor eritreiske asylansøgere var på dagsordenen. Desuden omtalte chefen for Udlændingestyrelsens Dokumentationskontor i en e-mail »den store politiske interesse« for sagen, mens en anden e-mail fra  chefen for Justitsministeriets asylkontor afslørede, at man i ministeriet var »meget ivrige« efter at lære, hvordan Norge havde bremset asyltilstrømningen fra Eritrea.

Udlændinge-, Integrations og Boligministeriet overtog asylområdet fra Justitsministeriet efter regeringsskiftet og har således fået ansvaret for Eritrea-aktindsigterne.

Ministerium: Vi behandler sagerne samlet

Ministeriet henviser til Justitsministeriet for en kommentar. Justitsministeriet skriver til Berlingske, at ministeriet på stort set samme tid modtog et stort antal lignende anmodninger i Eritrea-sagen. Derfor besluttede man at behandle afgørelserne samlet og udlevere samme materiale, »selv om der var mindre forskelle i ordlyden af anmodningerne.«

Ministeriet oplyser ikke, hvor ministeriets jurister har fundet hjemmel til denne praksis, men kalder det for en hensigtsmæssig måde at tilrettelægge arbejdet på:

»Det er det bl.a.  for at sikre, at anmodningerne kan behandles hurtigst muligt for alle,« skriver ministeriet.

Forløbet om aktindsigten kompliceres af, at Berlingske i september 2014 også bad om aktindsigt hos Udlændingestyrelsen. Oprindeligt gav styrelsen aktindsigt i nogle dokumenter, afslag på andre. To gange har klager til Justitsministeriet, som var klageinstans for Udlændingestyrelsen, medført, at Berlingske alligevel har fået nogle af de dokumenter, som Udlændingestyrelsen afviste at udlevere.

Udlændingestyrelsen forsøgte f.eks. at undtage korrespondance med Udenrigsministeriet efter den særlige regel om såkaldt ministerbetjening, ligesom styrelsen ikke ville udlevere korrespondance med udenlandske myndigheder og organisationer pga. væsentlige hensyn til rigets udenrigspolitiske interesser. I sidstnævnte tilfælde vurderede Justitsministeriet, at Udlændingestyrelsen havde anvendt en forkert paragraf i offentlighedsloven til at afslå aktindsigten. Og generelt har Udlændingestyrelsen og Justitsministeriet ikke ligefrem vandret i takt i Eritrea-sagen. Justitsministeriet underkendte også, at Udlændingestyrelsen gav skriftlige advarsler til to af Eritrea-sagens centrale embedsmænd.

Som nævnt har Folketingets Ombudsmand, som behandler klager over offentlige myndigheder, allerede udtalt hård kritik af Justitsministeriets håndtering af aktindsigter i Eritrea-sagen.

Tilbage i december 2014 valgte Udlændingestyrelsen at vedhæfte en intern e-mail i en redegørelse til daværende justitsminister, Mette Frederiksen (S). Ministeren ønskede ikke, at selve mailen blev offentlig, men dagen efter at ministeren modtog redegørelsen, blev den interne mails ordlyd trykt i flere medier. Herefter bad en journalist om aktindsigt i redegørelsen hos Justitsministeriet den 17. december 2014. Først den 3. februar 2015 bekræftede ministeriet overhovedet at have modtaget anmodningen, mens det ønskede dokument  blev udleveret 27. april 2015 - vel at mærke efter Ombudsmandens mellemkomst. I en klagesag hæftede Ombudsmanden sig ved, at ministeriet blot bunkede anmodningen med andre og langt mere omfattende aktindsigter i Eritrea-sagen, selv om denne aktindsigt blot omfattede ét enkelt dokument. Ombudsmanden betonede også, at Justitsministeriets løbende skøn over den forventede sagsbehandlingstid var urealistiske. Ombudsmanden kaldte ministeriets behandling af aktindsigten »særdeles kritisabel.«

Forløbet om det enkelte dokument blev ikke mindre absurd af, at Udlændingestyrelsen i december 2014 faktisk trodsede den daværende justitsminister og udleverede selvsamme redegørelse med den interne e-mail til mindst ét medie. Altså det samme dokument, som et andet medie måtte vente fire måneder på.

Justitsministeriet omtaler i et skriftligt svar til Berlingske Ombudsmandens kritik som berettiget.

»Exceptionel lang tid«

Forvaltningseksperter har tidligere rejst mistanke om, at forvaltningen bevidst sylter aktindsigter i ømtålelige sager. Berlingske måtte f.eks. vente 10 måneder på at få aktindsigt hos Justitsministeriet i sagen om den  terroranklagede kurdiske tv-kanal ROJ TV. Aktindsigten kom, en uge efter at der var afsagt dom i sagen.

I Eritrea-sagen har Berlingske også  fået udleveret en stribe dokumenter, to uger efter at aktindsigten med regeringsskiftet vandrede til et nyt ministerium.

»230 dages sagsbehandlingstid er helt exceptionelt lang tid,« konstaterer professor Michael Gøtze.

»Jeg kan jo ikke vide, om det er bevidst. Men holder man bevidst papirerne tilbage, til røgen i en sag har lagt sig, vil det være i strid med offentlighedsloven. Og giver man en meget bredere vifte af dokumenter og papirer, end du har efterspurgt, altså et overfodringssvar, vil det også være i strid med loven,« siger Gøtze.

I ministerierne kæmper juristerne ofte med bunker af aktindsigter, som kan være meget tidskrævende. Og i politiske sager med stor offentlig interesse kan en enkelt aktindsigt involvere adskillige embedsmænd.

Berlingskes aktindsigt i Eritrea-sagen har f.eks. været omkring Justitsministeriets Asyl- og Visumkontor, Økonomistyringskontoret, ministersekretariatet, en kontorchef, en afdelingschef, en fungerende departementschef og den tidligere justitsminister.

På spørgsmålet, hvad løsningen på de lange sagsbehandlingstider er, svarer Michael Gøtze:

»Set med myndighedernes briller skal de have flere ressourcer. Men man kan også være mere proaktiv og selv lægge flere oplysninger offentligt frem.«

I Eritrea-sagen mangler Berlingske fortsat at få svar på, hvorvidt myndighederne vil udlevere en række dokumenter. Myndighederne har heller aldrig svaret på eksempelvis antallet af såkaldte ministerforelæggelser, det vil sige, hvor mange gange den tidligere justitsminister blev forelagt forhold i Eritrea-sagen.

Udlændinge-, Integrations og Boligministeriet har netop lovet at udarbejde en opdateret aktliste over sagens akter. Den modtager andre medier, som har bedt om aktindsigt i sagen, muligvis også.