DUMPET

Lars Løkke Rasmussen, Lene Espersen, Helle Thorning-Schmidt, Margrethe Vestager og Kristian Thulesen Dahl. Yngre politikere på omkring de 40 år tegner i dag de centrale linjer i dansk politik. Det lugter af forandring, men indtil nu er den nye generation dumpet ved velfærdssamfundets eksamensbord. Det meste er kuldsejlet i mistillid, mudderkastning og gensidige beskyldninger om intens optagethed af mediefremtoning.

Lars Løkke Rasmussen – måske Danmarks næste statsminister – og Helle Thorning er gået helt skævt af hinanden, og Thorning mener derfor, at Fogh bliver nødt til at sidde ved bordenden næste gang, der skal forhandles en reform. Fold sammen
Læs mere
Foto: Fotocollage: Scanpix/Lars Brandt

»Hvad? Hold da op!«

Socialdemokraternes topforhandlere er målløse og begynder efter lidt tid langsomt at smågrine. De er samlet på formand Helle Thorning-Schmidts kontor, kort tid efter at de netop har forladt finansminister Lars Løkke Rasmussen og sagt på gensyn.

Nu står ministeren i TV2 Nyhederne og fortæller, at Socialdemokraterne er smidt ud.

Måske er det dér, filmen for alvor knækker for den nye generation af ledere i dansk politik.

Arbejdsmarkedsreformen var Lars Løkke Rasmussen, Helle Thorning-Schmidt, Lene Espersen, Kristian Thulesen Dahl og Margrethe Vestagers forsøg på at lande deres første store reform sammen, men den endte i det rene ingenting.

Én ting er, at dagpengeperioden ikke blev sat ned, noget ganske andet er, at forløbet har vist, at den nye generation af politikere, som formentlig skal styre landet i de næste mange år, slet, slet ikke stoler på hinanden.

Fra begyndelsen var dagpenge­reformen nærmest dømt til at mislykkes, selvom den blev beskrevet som afgørende for, at vi danskere kan beholde vores velfærd på det nuværende niveau.

Allerede for to uger siden indledtes det hele på grotesk vis. Forhandlingerne var knapt begyndt, før Helle Thorning-Schmidt inviterede Berlingske Tidende ind på sit kontor for at meddele et temmelig overraskende budskab: »Vi er åbenbart smidt ud af forhandlingerne,« forklarede hun.

Manden, der skulle have smidt hende ud, Lars Løkke, havde en helt anden opfattelse af mødet:

»Jeg er totalt målløs. Jeg har ikke smidt nogen ud,« sagde han.

Dermed stod man i den helt usædvanlige og ikke voldsomt betryggende situation, at de forhandlere, der stod foran at skulle få nationens budget i hus, talte så meget forbi hinanden, at der var uenighed om, hvorvidt forhandlingerne overhovedet var i gang.

SIDEN ER DET GÅET slag i slag, og konklusionen er, at S-formand Helle Thorning-Schmidt åbent erklærer, at hun nu ikke længere har tillid til Lars Løkke Rasmussen.

Så galt fat er det, at statsminister Anders Fogh Rasmussen må sætte sig for bordenden, hvis forårets stort anlagte reform af skattesystemet ikke også skal ende i det rene ingenting, mener hun.

Både hos Socialdemokraterne og i andre partier giver man Løkke og dennes temperament en del af skylden, og samtidig undrer man sig over, at den ellers erfarne minister ikke har bedre tjek på forhandlingernes ABC.

Først og fremmest har flere forhandlere den oplevelse, at det ikke er til at finde ud af, hvornår ministeren bare ønsker et »kaffemøde«, hvornår der officielt skal forhandles, og hvornår der er tale om dybt fortrolige »hulemøder«, der ikke mindst med stor succes blev praktiseret af forhenværende finansminister Thor Pedersen, når der for alvor skulle gang i sagerne.

»Løkke ved ikke, hvad det kræver at skabe en stemning af tillid og fortrolighed,« siger en socialdemokrat, og en mere neutral kilde tæt på forhandlingerne beskriver stemningen således:

»Det betyder, at S og V faktisk aldrig forhandler, men bare kører en udmattelseskrig, hvor de står og læser op af egne forslag.«

De ved simpelthen ikke, hvor de har hinanden, og ganske sigende afleverede Socialdemokraterne ikke ét eneste stykke papir med deres udregninger og ideer til Løkke under forhandlingerne – de turde ikke af frygt for, at papirerne ville blive lækket til pressen.

I regeringen ser man naturligvis sagen med helt andre briller.

Fornemmelsen i både V og K er, at Thorning-Schmidt lige siden Lars Løkkes bilags-problemer i foråret er gået direkte efter struben på den – måske – kommende statsminister.

»S ville have dramaet og var aldrig interesseret i et forlig om dagpengene,« siger en central kilde.

Ikke mindst en situation, hvor S tog et TV-hold med over til forhandlinger i Finansministeriet – som man i VK ikke mener kunne betragtes som andet end et »hulemøde« – beskrives som i bedste fald meget amatør­agtigt.

Og mere sandsynligt som en meget bevidst krigserklæring mod Løkke.

HISTORISK HAR DER i det danske kompromis-demokrati med snesevis af forlig hen over midten været masser af uenigheder, men dansk politiks hovedaktører, der gennem årtier har talt Anders Fogh Rasmussen, Thor Pedersen, Mogens Lykketoft og Marianne Jelved, har som regel kunnet mødes i tillid.

Eksempelvis var tilliden tidligere så stor, at det efter en lang række hemmelige møder i efteråret 1998 lykkedes Lykketoft og Fogh at få lavet en reform af efterlønnen.

De fire veteraner, inklusive Fogh, er alle på hver sin facon trådt nogle skridt væk fra det maskinrum, hvor de afgørende forlig laves. Thor Pedersen, Lykketoft og Jelved er trådt ned af stigen, Fogh er så at sige trådt opad – ud i verden, hvor en international toppost måske venter. Pladsen ved de afgørende forhandlingsborde er overladt til de unge omkring 40, der på mange måder ser sig selv som fri af fortidens snærende bånd. Fri af 68-vedhæng, fri af gamle roller og mønstre, fri af gammeldags politisk positionering, hvis de altså selv skal sige det.

Men nok er der kommet forandring i form af nye og yngre ansigter ved forhandlingsbordet, men reformerne lader åbenbart vente på sig. Noget tyder tilmed på, at de elementer fra den politiske tradition, der indeholder mudderkastning og skyggeboksning og forsøg på karaktermord, ikke er kastet til storskrald i forandringens navn endnu.

På begge sider af bordet synes der at herske usikkerhed om noget så centralt som viljen. Og det er ikke bare mellem regeringen og oppositionen, at konfliktrådene kan trækkes. Positioneringen foregår på kryds og tværs.

INTERNT I REGERINGEN foregår der en regulær frontkrig, der skal sikre det bedst mulige udgangspunkt, når Fogh og hustru inden længe ventes at danse sydpå.

Hvor den tidligere økonomi­minister Bendt Bendtsen foran rullende kameraer holdt ærkekonservative skåltaler og advarede mod at »efterlade regningen i børneværelset«, beskrives han som yderst tilbageholdende i forhandlingerne bag de tunge døre i Finansministeriet.

Sådan er det ikke med Lene Espersen, der ifølge centrale kilder er svær at rokke fra den kurs, hun anlægger uden for lokalet, og gerne midt i en forhandling forsyner finansministeren med små beskeder på bagsiden af krøllede kuverter. Til stor irritation for blandt andre Dansk Folkeparti.

Konflikten har endda flere lag, da magtfulde embedsmænd i Økonomiministeriet skubber kraftigt på for at bringe ministeriet ud af Finansministeriets skygge, hvor man har henført en anonym tilværelse siden 2001.

»Det er som om embedsmændene er blevet ti cm højere, efter at Lene Espersen har overtaget,« som et medlem af oppositionen beskriver det.

I ministeriet lægger man da heller ikke skjul på, at man fremover vil se økonomiministeren spille en mere central rolle i dansk politik, men Lene Espersens stil er også et irritationsmoment i oppositionen, hvor det beskrives som KU-syndromet.

»Det er som om hun ikke har forstået, at det altså ikke er ungdoms­politik, men rigtige forhandlinger, der helst skal ende med et resultat. Man savner noget professionalisme,« siger en socialdemokrat.

Alle beskriver samstemmende, at DFerne til gengæld forsøger at holde sig ude af de konflikter, der opstår.

Forholdet til Lars Løkke Rasmussen er udmærket, om end ikke på niveau med det yderst fortrolige og loyale samarbejde mellem finansordfører Kristian Thulesen Dahl og tidligere finansminister Thor Pedersen.

Både den kiksede dagpengereform og regeringens tilbagetog i forhold til at genindføre SP-bidraget er i DFernes øjne eksempler på mislykkede aktioner, som aldrig ville være forekommet, da Fogh og Thor P. var på toppen, men man betragter det ikke kun som Løkkes ansvar.

Løkkes temperament er måske nok et problem, men mindst lige så problematisk er det – lyder analysen – at Fogh simpelthen ikke følger udviklingen herhjemme så nidkært som tidligere.

»Drejebogen er forsvundet« og »der er stort set ingen iscenesættelse« fra statsministerens side, selvom det netop har været hans varemærke og styrke forud for eksempelvis den store velfærdsreform og globaliseringsaftale, siger flere kilder.

Indtil videre forholder Kristian Thulesen Dahl sig afventende, men det er måske fordi, at han stadig forsøger at ordne sagerne på tomandshånd med Løkke.

Nogle mener ligefrem, at Thulesen nyder at være den rutinerede, der har tjek på sagerne, mens de øvrige skøjter rundt, og at han gerne – med et glimt i øjet – markerer, at det reelt er ham, der styrer showet.

»Han kan godt komme et kvarter for sent og så lave en joke om, at folk ikke behøver at rejse sig – som man gør det for en minister, når der er samråd – men ellers siger han ikke for meget,« siger en.

MEN DET HELT STORE PROBLEM er måske – fremhæver flere – at de nye ledere i udpræget grad er »politiske dyr«, der både er ualmindeligt fokuserede på magtkampen og ualmindeligt bevidste om, hvordan de fremstår i medierne.

Thor Pedersen var en kontroversiel finansminister, der snildt kunne finde på at sabotere forhandlinger, hvis det passede ham, men han var omvendt så ligeglad med medierne, at han efter sigende aldrig lyttede til radio, så nyheder eller læste aviser, når han var i gang med vigtige forhandlingsforløb.

Det forstyrrede blot, og skulle der nås et resultat, skete det med alle mulige midler.

En vandrehistorie fortæller, at Thor Pedersen under nogle intense forhandlinger om energibesparelser, der var ved at gå i hårdknude, pludselig rejste sig og vandrede hen til stikkontakten.

Manden – der i øvrigt ikke havde den store tro på effekten af at spare på energien – slukkede for alt lys i lokalet og spurgte ud i det mørke rum:

»Er det sådan her, I vil have det?«

Måske er det bare lidt mere selvironi, lidt mindre selvhøjtidelighed og lidt mindre higen efter rampelyset, der er brug for i den nye generation af politikere.