Du er et politisk dyr

Mennesket er slet ikke bygget til moderne politiks komplekse hjernegymnastik. Vores politiske holdninger bliver afgjort af vores gener, af størrelsen på vores overarm, mængden af hormoner i kroppen, om vi er sultne eller frygter infektioner. Så hvordan kan vi overhovedet tale os til enighed?

Michael Bang Petersen på besøg i Naturhistorisk Museum i Aarhus. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Da Barack Obama i 2008 vandt præsidentvalget i USA foran den republikanske kandidat, John McCain, fandt forskere på at undersøge testosteronniveauet i en gruppe ivrige partisoldater på hver side. De sidste prøver blev taget, da Obama var udråbt som sejrherre.

Prøverne afslørede en klar forskel på de to grupper. Hos McCain-tilhængerne faldt indholdet af det mandlige kamphormon betragteligt efter nederlaget. De sejrendes Demokraters testosteronniveau holdt sig på højt niveau, et signal om, at Obama-tilhængernes kroppe var klar til nye kampe.

De var også klar på noget andet: sex.

Undersøgelser viste efterfølgende, at vælgerne i de stater, hvor et flertal havde stemt på Obama, søgte efter mere porno på internettet i ugen efter valget. I stater med McCain-flertal faldt porno-efterspørgslen.

Mennesket er, som Aristoteles skrev, et zoon politikon – et politisk dyr. Og det skal, skriver professor i statskundskab fra Aarhus Universitet, Michael Bang Petersen, i sin nye bog »Politik«, forstås ret bogstaveligt.

I en tid, hvor kloge-åger dissekerer og teoretiserer politik, som var det Stratego-spil, er det måske lidt uvelkommen viden, at politiske sejre og nederlag får os til at reagere som brunstige kronhjorte. Og endnu mindre flatterende: At vores politiske holdninger ikke kun er et resultat af intellektuelle overvejelser.

Fysiologiske, biologiske og psykologiske elementer vejer lige så tungt i vores stillingtagen, og vores politiske interaktion ligner ofte den, der udspiller sig i chimpanseflokke, fortæller Michael Bang Petersen.

Hans bog er november måneds udgivelse i den populære serie af videnskabelige minibøger, »Tænkepauser«, og den beskriver, hvordan vores politiske holdninger afgøres af hormoner, sult, gener, fysisk råstyrke og anden grundlæggende biologi.

»Vores politiske holdninger er produkter af et kompliceret sæt fysiologiske og psykologiske systemer. Disse systemer er forskelligt indrettet fra person til person på grund af gener, opvækstbetingelser, fysiologi og meget mere. Det handler ikke om rationelle argumenter, som man kan sidde og snakke lidt frem og tilbage om,« siger han.

Når Michael Bang Petersen skriver om »politik«, mener han ikke kun Christiansborg-udgaven, men den proces, der fordeler en gruppes forhåndenværende ressourcer. Alt er politik – også når vi forhandler med ægtemanden om fordelingen af huslige pligter eller tager slagsmål i andelsforeningen.

I den proces besidder mennesket lidt mere sofistikerede handlemuligheder end gennemsnitsdyret. Hvor søelefanter hovedsageligt har brutal kropsstyrke og seksuel tiltrækningskraft at sætte ind i kampen om hunnerne og territoriet – og derfor ikke laver andet end at slås og parre sig – har mennesket det forfinede politiske redskab, at vi kan indgå alliancer. Vi død og pine samarbejde for at overleve.

I dag ved vi, at urmenneskene jagede i flok. De uheldige jægere og de syge og gamle hjemme i grotten måtte forlade sig på, at jægerne var indstillet på at dele ud af kødlunserne, når de kom slæbende hjem med det nedlagte bytte. Den ligelige delen af flokkens goder skete ikke ud fra en biologisk installeret blødsødenhed. En sådan besidder vi ikke. Motivationen til at dele var snarere kølig beregning: Jeg deler nu, fordi jeg så kan forvente at få hjælp, når jeg selv kommer i nød.

I moderne tid er den lille jægerstamme afløst af det enorme massesamfund. Omfordelingen af kød og indsamlede bær er afløst af omfordelingen af skattekroner. Men urmenneskets »politiske« ageren genfinder vi hos nutidens menneske, viser en række forsøg, som Michael Bang Petersen og hans kolleger har foretaget.

Hvis en forsøgsperson er sulten, er han/hun således mere positivt stemt over for velfærdsstaten – og mere venligt indstillet over for eksempelvis kontanthjælpsmodtagere. Den mætte forsøgsperson er mindre positiv. Vores politiske holdninger kan altså flytte sig, afhængigt af om vi bliver spurgt før eller efter frokost:

»Det er også derfor, at en figur som »Dovne Robert« eller den nyuddannede, der synes, det er fedt at være på dagpenge, vækker enorm vrede. For at det evolutionært kunne give mening at dele dit nedlagte rådyr med en anden, skulle du være rimelig sikker på, at du får din retfærdige del af byttet både i opgangs- og nedgangstider. Og det har biologisk gjort os ekstremt fintfølsomme over for snyd,« siger Michael Bang Petersen.

I et civiliseret samfund bryster vi os af, at vi har pillet rå fysik ud af den politiske ligning. Man vinder ikke et politisk slagsmål i dag, fordi man har større overarme end sin modstander. Eller gør man?

Faktisk spiller vores fysiske fremtræden og udseende i høj grad ind på vores holdninger og ageren, viser Michael Bang Petersens forskning.

For nylig viste han og forskerkolleger en gruppe israelere billeder af de danske folketingspolitikere og bad dem udpege de personer, de syntes så dominerende ud. De udpegede var i overvejende grad højrefløjspolitikere.

Især mænds muskelkraft påvirker tilsyneladende deres grundholdninger. Undersøgelser fra amerikanske fitnesscentre har vist, at jo flere kilo, en mand kan løfte, jo mere tilbøjelig er han til at støtte militære løsninger på konflikter. Forskning, som Michael Bang Petersen selv har foretaget i tre lande, viser, at jo større en mands overarm er, jo mere tilbøjelig er han til at have politiske holdninger, der gavner ham selv økonomisk.

Fordi mænds savannehjerne grundlæggende stadig opfatter politiske spørgsmål, som skulle de løses med fysisk magt. Det samme gælder i øvrigt attraktive kvinder.

Forskningen tyder også på, at det er vores opfattelse af konflikter og problemer, ikke vores værdier, der afgør, om vi er højre- eller venstreorienterede.

Karikeret stillet op betragter den højreorienterede som udgangspunkt verden som et farligt sted, som skal reguleres med magt. Den venstreorienterede ser grundlæggende verden som befolket af gode mennesker og løselige udfordringer.

I en lang række undersøgelser har Michael Bang Petersen og kolleger fastslået, at højreorienterede derfor foretrækker maskulint udseende politikere. Venstreorienterede foretrækker derimod mere venligt udseende politikere:

»Vi har lavet studier, hvor vi computermanipulerede billeder af danske folketingsmedlemmer og fik dem til at se lidt mere feminine eller maskuline ud. Hvis man tager en god socialdemokrat og gør ham en anelse mere maskulin at se på, bliver han mere spiselig for de højreorienterede vælgere. Det virker måske tosset, men det er sådan det er,« siger Michael Bang Petersen.

Når vores politiske holdninger er rodfæstede i så dybtliggende programmer i vores biologi og psyke, er det svært at se, hvordan vi nogensinde skal kunne blive enige om noget.

Tag den altid betændte indvandrerdebat. Man kan prøve herfra og til evigheden at overbevise modparten om sit strammer- eller slappersynspunkt, men det vil næppe lykkes. Vi er nemlig – og nogle mere end andre – evolutionært udviklet til at være på vagt over for det »afvigende«; andre hudfarver, modermærker, overvægt, bylder eller sår. Nogle er sågar så fintfølende, at en fremmedartet mimik sætter os i alarmberedskab:

»Den afstandtagen til det fremmede har været afgørende for vores evolutionære overlevelse, fordi den har sat os på vagt over for infektioner. Vi kan ikke se, om der hopper mikrober rundt på en anden; kun symptomer fortæller os, om der er infektionsfare. Derfor er vi formodentligt – nogle mere end andre – psykologisk bygget til at være ekstremt opmærksomme på, at alle afvigelser fra »normalen« kan udgøre en infektionsrisiko,« siger Michael Bang Petersen. Derfor: Hvis du er typen, der vasker hænder ofte for at undgå smitte og snavs, er du formentligt også modstander af at få flere indvandrere til Danmark.

Så hvordan kommer vi overhovedet overens om noget?

»Nogle demokratiteoretikere vil sige, at grunden til, at samfundet overhovedet fungerer, er, at der er en del, der ikke interesserer sig for politik overhovedet. Hvis folk interesserede sig lige så meget for Christiansborg, som de interesserer sig for den nære politik i deres dagligdag, så ville vi aldrig blive enige om noget,« siger Michael Bang Petersen.

En kur mod, at der går savanne-abe eller brunstig søelefant i den politiske diskussion, kan være, at såvel vælgere som politikere minder sig selv om, at vores mavefornemmelser er produkter af en hjerne, der er skabt til at navigere i en fjern fortid, ikke i nutidens komplekse politik:

»Jo mere vi føler, at en løsning er den helt rigtige, jo mere skeptiske bør vi være over for den, for jo dybere nede fra vores ubevidste programmer kommer den. Man skal aldrig stole på sig selv og egne ideer,« siger Michael Bang Petersen.

Til gengæld kan politikere stole på, at der bliver holdt øje med dem. I menneskelignende abeflokke har forskere iagttaget en hård, intern justits og medfødt retfærdighedssans. Diktatorer, snydepelse og snyltere tolereres ikke, men må med tiden slæbe sig sårede og blødende væk fra flokken, mens nytilkommende hanner og hunner tilraner sig magten. Lyder det bekendt?