DSU-formand: DONG-salg er et kæmpe demokratisk svigt

Tusindvis demonstrerer mod DONG-aftalen i København og Aarhus. DSU-formand Camilla Schwalbe tordner mod salget af DONG-aktierne til en »skruppelløs investeringsbank«.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Omkring 2.500 mennesker er onsdag eftermiddag forsamlet på Christiansborg Slotsplads for at demonstrere mod regeringens planlagte salg af DONG-aktier til den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs.

Borgergruppen Stop salg af DONG står bag demonstrationen, der begyndte klokken 16. Politiet skønner, at op mod 2.500 demonstranter har taget imod opfordringen om at møde op og vise modstand mod DONG-handlen.

Demonstrationen er forløbet forholdsvis roligt, men to personer er blevet anholdt, oplyser Københavns Politi sidst på eftermiddagen.

Blandt talerne på slotspladsen er formanden for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU), Camilla Schwalbe, der kalder DONG-salget et »demokratisk svigt«.

»Partierne inde på Christiansborg, som lige om lidt underskriver en aftale mellem DONG og Goldman Sachs, er ved at skrive under på aftale, som er hovedløs og vil gå over i historien som et kæmpe demokratisk svigt,« tordner DSU-formanden fra talerstolen.

»Mange siger til mig, at det her ikke er et spørgsmål om om politik, men om forretning. Det er jeg hamrende uenig i. At Danmark skal overlade så væsentlig en del af infrastrukturen til en skruppelløs investeringsbank, det er et kæmpe politisk slagsmål, måske et af de største i den nyere danmarkshistorie,« siger Camilla Schwalbe.

I Aarhus err der arrangeret en lignende demonstration, der ifølge TV 2 News har deltagelse af mellem 300 og 400 personer.