Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
København. DR's generaldirektør Maria Rørbye Rønn ser god mening i at afskaffe licensen og i stedet finansiere public service-indhold med en særlig skat.
Det siger hun i et interview med dagbladet Børsen op til forhandlingerne om et nyt medieforlig, der skal træde i kraft 1. januar 2019.
- Jeg forstår udmærket, at der er politiske drøftelser om, hvorvidt man skal overgå fra licens til skat, siger Maria Rørbye Rønn til Børsen.
- Jeg oplever selv helt tæt på, hvor mange unge mennesker der synes, at licensen både er gammeldags - måske endda direkte forældet - og at det er urimeligt, at de skal betale lige så meget som dig og mig, siger hun og tilføjer, at det kan hun godt forstå.
Flere partier har erklæret sig åbne for at afskaffe licensen og i stedet sætte DR på finansloven.
Maria Rørbye Rønn fremhæver en særskilt medieskat i Finland på 0,68 procent som et godt eksempel. Det fremgår tydeligt på finnernes skattebillet, hvor mange penge der går til public service, lyder det.
DR er med 3,7 milliarder kroner om året den største aftager af licensmidlerne i dag.
Maria Rørbye Rønn fremhæver, at det dog er afgørende, at DR kender sit budget fire år frem, ligesom der skal sikres fuldstændig uafhængighed af politikerne.
- Det må ikke blive sådan, at vi ikke tør lave en kritisk dokumentar mod en siddende regering, fordi vi frygter for, om det med det samme får konsekvenser for næste års bevilling. Det går simpelthen ikke, siger hun til Børsen.
Medielicens koster i 2018 2527 kroner om året uanset indkomst.
Regeringen præsenterer sit bud på et medieforlig omkring 1. februar.
/ritzau/