Dramaet er langtfra ovre: Det skal du holde øje med i dag
Valgdagen er overstået, og samtlige 179 mandater er fordelt på partierne. Det er dog formentlig i dag, onsdag, der bliver sat navne på de nye folketingsmedlemmer.

Valgdagen er overstået, og samtlige 179 mandater er fordelt på partierne. Det er dog formentlig i dag, onsdag, der bliver sat navne på de nye folketingsmedlemmer.

Statsminister Mette Frederiksen (S) kunne i nat ånde lettet op efter fire ugers intens valgkamp. Hun har stadig et rød-grønt flertal bag sig – men dramaet er langtfra ovre.
Venstre og Radikale Venstre har mistet henholdsvis 20 og 9 mandater. Det betyder, at store profiler i disse parter må holde vejret lidt endnu.
De personlige stemmer bliver fordelt i løbet af i dag, og de i alt 1.014 kandidater får formentlig ikke den endelige besked før sent i aften.
Her er de forhold, du bør holde øje med dagen derpå:
Over hele landet fintælles stemmerne. Det vil sige, at de personlige stemmer skal fordeles på de i alt 1.014 kandidater.
Det kan blive sent aften, før der kan sættes navne på de 175 danske folketingsmedlemmer. De fire nordatlantiske er fundet. Venstre og Radikale Venstre gik langt tilbage i forhold til forrige valg, og de to partier vil derfor givetvis miste store politiske profiler.
Mette Frederiksen har gjort det klart, at der ikke er flertal for den nuværende socialdemokratiske etpartiregering. I dag til morgen eller her til formiddag vil hun indlede en dronningerunde.
Under dronningerunden vil repræsentanter for alle partier i Folketinget redegøre for deres syn på den politiske situation.
Dronningen udpeger efter råd fra partierne en forhandlingsleder eller peger på en person, der får til opgave at danne en regering. Efter valgaftenen peger flere partier på Mette Frederiksen som kongelig undersøger. Afskedsbegæringen indgives formentlig tidligt onsdag.
Klokken 11. til 12.30 holder Publicistklubben det traditionelle dagen derpå-møde med lederne af de partier, der er valgt til Folketinget. Det foregår i Industriens Hus på Rådhuspladsen i København, og Weekendavisens chefredaktør, Martin Krasnik, er ordstyrer.