Enhedslistens politiske ordfører, Pelle Dragsted, ser gerne, at "vi får en regering på plads hurtigt", efter at USA's præsident, Donald Trump, igen har nævnt Grønland.
Det siger han på vej ind til regeringsforhandlinger i Statsministeriet tirsdag morgen ifølge DR.
Det kræver dog, at "vi alle viser en villighed til at gå på kompromis", lyder det videre.
Pelle Dragsted sender ifølge TV 2 en appel til Moderaterne og politisk leder Lars Løkke Rasmussen.
- Det er ikke os, der udelukker at forhandle med Løkke.
- Men det kræver, at vi alle sammen, og det gælder også Lars Løkke, viser en vilje til kompromis og en vilje til at bøje os mod hinanden, siger Dragsted.
Kongelig undersøger Mette Frederiksen (S) har de seneste to uger afsøgt en regering bestående af Socialdemokratiet, SF og De Radikale.
Men da de tre partier langt fra har flertal, kræver det støtte fra flere partier - og her har forhandlingerne særligt kredset om Alternativet, Enhedslisten og Moderaterne.
Men Lars Løkke har ikke været positivt stemt over for Enhedslistens potentielt afgørende rolle for sådan en regering.
Han har i stedet appelleret til, at "Socialdemokratiet, Venstre og De Konservative kommer ned fra de lygtepæle".
Alternativet er til forhandlinger tirsdag morgen sammen med Enhedslisten.
Politisk leder Franciska Rosenkilde siger til DR, at hun "tror godt", at partierne kan blive enige om den økonomiske politik.
Ifølge DR skal Moderaterne til forhandlinger tirsdag eftermiddag.
/ritzau/
