Dokumentation: Her er de mange oplysninger, som DRs stjernereporter delte med EU-vagthund

Mangeårig stjernereporter i DR, EU-korrespondent Ole Ryborg, har delt omfattende research om mulig svindel i Dansk Folkeparti med europæisk svindelenhed, fremgår det af lækket rapport. DR erkender at have delt for meget information med myndighederne, men havde ingen intention om at deltage i en efterforskning. Se dokumentet her.

Berlingske og B.T. kan torsdag fremlægge en afhøringsrapport fra OLAF. Rapporten viser, at Ole Ryborg videregav oplysninger fra DRs research og stillede dokumenter om DFs og Messerschmidts påståede svig til rådighed for efterforskerne. Søren Bidstrup

Det var en bred vifte af særdeles detaljerede oplysninger, som DRs stjernereporter Ole Ryborg havde med sig under armen, da han i efteråret 2016 troppede op til et møde hos efterforskerne i den europæiske antisvindelenhed OLAF.

På daværende tidspunkt efterforskede OLAF mulig svindel med EU-midler i Dansk Folkeparti, og i kulissen delte Ole Ryborg information og research med antisvindelenheden.

Det kan Berlingske og B.T. beskrive torsdag på baggrund af en afhøringsrapport fra OLAF. Rapporten viser, at Ryborg videregav oplysninger fra DRs research og stillede dokumenter om DFs og Messerschmidts påståede svig til rådighed for to efterforskere.

Læs hele dokumentet her:

Artikel fortsætter under billedet.

Chefredaktør i DR Nyheder, Thomas Falbe, erkender i et interview med Berlingske, at man gik for langt, men fastholder, at DRs intention aldrig har været at deltage i en efterforskning, men at der i DRs optik var tale om en baggrundsbriefing.

DR afviser desuden at have udleveret dokumenter, men videregav et foto fra sociale medier. OLAFs presseafdeling har tidligere oplyst til Fagbladet Journalisten, at OLAF ikke anvendte oplysningerne fra Ole Ryborg i konklusioner mod Morten Messerschmidt.

I antisvindelenhedens rapport fremgår det helt overordnet, at »Hr. Ryborg viste forskellige dokumenter til OLAF«.

I de følgende sider står der nedfældet i alt 12 punkter med forskellig information, som DR-journalisten ifølge rapporten skulle have videregivet til de to OLAF-efterforskere.

Punkterne indeholder store dele af den research, som i ugerne efter blev nøgleomdrejningspunktet i DRs kritiske dækning af Meld og Feld-sagen.

Eksempelvis fortalte Ole Ryborg, at DF afholdt et sommergruppemøde i 2014, som var finansieret med EU-midler. Han stillede en liste over deltagerne til rådighed for efterforskerne. Og så fortalte han, at arrangementet ifølge hans oplysninger var lukket for offentligheden, og alle »43 deltagere var fra – eller tæt forbundet med – DF«.

»Hr. Ryborg viste også OLAF billeder af begivenheden. Det så for ham ud til, at deltagerne ikke nødvendigvis var bevidste om, at de deltog i et møde afholdt af et europæisk parti,« fremgår det af rapporten.

Om sommergruppemødet i 2014 kunne Ryborg angiveligt videre berette, at man via Pia Kjærsgaards Facebook-profil kunne se, at partiet besøgte et museum om sygeplejerskernes historie – selvom der ifølge EU og Meld skulle være afholdt en EU-debat på samme tidspunkt. Desuden fortalte Ryborg også om DFs sommergruppemøde i 2015, som blev et af de helt centrale omdrejningspunkter i retssagen i Danmark.

»Dansk Folkepartis sommerkonference i 2015 var også registreret som en Meld-begivenhed i august 2015,« skulle Ryborg have forklaret:

»Konferencen foregik på Color Hotel Skagen, hvor Messerschmidt på samme tidspunkt som begivenheden lagde et billede på sin Instagram-profil af en flaske vin til mere end 200 dollar, som han drak under middagen på hotellet.«

I dag er Messerschmidt som bekendt frifundet for svindel i forbindelse med konferencen.

Læs hovedartiklen her.

Læs interview med Thomas Falbe her.

Læs eksperters udlægning af sagen her.