Dødsulykke fører til kørekort for at bruge vandscooter

Fra 1. januar 2018 indføres der et vandscooterkørekort. Det sker som konsekvens af dødsulykke i København.

Der er lagt blomster og tændt lys på Islands Brygge ved Langebro mandag 8. Maj 2017 efter en dødsulykke nær Langebro i København kostede to unge kvinder livet, da en eller flere jetski kolliderede med den udlejningsbåd, som de befandt sig i. Begge kvinder er amerikanske statsborgere . (Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix 2017) Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe

Der indføres fra nytår kørekort til vandscootere. De får nummerplader, så de kan identificeres. Vandscooterne skal også forsikres, og førerne kan få bøder, hvis de sejler ind i havne med høj fart.

Det oplyser erhvervsminister Brian Mikkelsen (K).

»Der skal være kørekort, når man sejler med vandscooter. Det kommer til at træde i kraft 1. januar 2018. Så må man ikke sætte sig i en vandscooter, før man har et vandscooter-kort,« siger Brian Mikkelsen.

Han mødtes onsdag med justitsminister Søren Pape Poulsen (K), Københavns overborgmester Frank Jensen (S), direktør for By & Havn, Jens Kramer Mikkelsen og Københavns Politi.

Københavns Politi øger i sommer sin patruljering i Københavns Havn med 50 procent. Det oplyser justitsministeren. Københavns Politi holder senere onsdag pressemøde om initiativet.

Initiativerne kommer, fordi to amerikanske kvindelige studerende for nylig blev dræbt i Københavns Havn. Deres båd blev ramt af en vandscooter i høj fart. Føreren sidder varetægtsfængslet sigtet for uagtsomt manddrab.

Der indføres også en "fornuftig" forsikring af vandscootere, oplyser Brian Mikkelsen.

»Så man er dækket, hvis der sker uheld,« siger han.

Endelig skal en kampagne advare unge om faren ved vandscootere.