Dobbelt vælgerlussing til Venstre

Venstre står over for det dårligste valgresultat i 15 år, når der på søndag er valg til Europa-Parlamentet. Blot 19,1 pct. af stemmerne får Venstre ifølge en ny Gallup-måling.

Foto: Lars Helsinghof Bæk
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Oveni, at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) er ved at tabe folkeafstemningen om tronfølgeloven på gulvet, så vågner Venstre-lederen nu op til en anden trist nyhed. På trods af den markante frontfigur Jens Rohde, så får Venstre blot 19,1 procent af stemmerne ifølge en ny Gallup-måling. Det er ganske vist kun lige under niveauet ved det seneste valg, men dengang stillede Venstre op med den mere anonyme Karin Riis-Jørgensen i front, som måtte kæmpe mod tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S).

»Jeg vil ikke være tilfreds, hvis vi lander på 19 pct. og ikke får fremgang,« lyder det fra Jens Rohde, som nu har tænkt sig at sætte turbo på kampagnen:

»Der er stadig 50 pct. af danskerne, som ikke har besluttet sig endnu, og vi har først valgt at sætte fuld blus på kampagnen nu, hvor vi nærmer os valgdagen, så jeg er sikker på, at vi nok skal få fremgang på søndag,« siger han.

Meningsmålingen viser det laveste valgresultat for Venstre i 15 år, og den kommer efter nogle turbulente dage, hvor tidligere finansminister og venstreleder Henning Christoffersen har kritiseret, at Jens Rohde vil »sætte hegnspæle op« for EUs indflydelse. Berlingske Tidende har tidligere fortalt, hvordan forhenværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V) har advaret imod at stille op med Rohde i front. På lørdag sætter han trumf på ved »varmt« at anbefale den mere ukendte venstre-kandidat Kasper Elbjørn (V) i store avisannoncer.

»Jeg er bare glad for, at der er opmærksomhed om vores kandidater, men jeg ved godt, at I synes, det er sjovt at gøre Uffe Ellemann til den helt store mand i europæiske spørgsmål, men det er 11 år siden, at han var formand,« siger Jens Rohde.

Det største parti i Gallups måling er socialdemokraterne, som får 26,1 pct. af stemmerne. Partiet stiller op med Dan Jørgensen i front, som hånligt er blevet kaldt »Dan Hvem« af politiske modstandere, fordi han er så ukendt.

»Jeg tror, det er at undervurdere folk, hvis man tror de kun går op i hvor kendt man er. Jeg tror danskerne stemmer mere ud fra, hvem de er enige med,« siger Dan Jørgensen.