Dobbelt radikal kovending fik partiprofil til at glatte ud på Facebook: Jeg sagde det på egne vegne

Politisk ugepost: Vi har samlet alle de vigtigste historier om dansk politik fra ugen, der er gået. Du får hele overblikket lige her.

Foto: Niels Ahlmann Olesen. Lotte Rod udtalte sig slet ikke på de Radikales vegne, da hun onsdag udtalte sig om et muligt burkaforbud, slog medlem af R-ledelsen, Sofie Carsten Nielsen fast. (Foto: BERLINGSKE/Niels Ahlmann Olesenn/Scanpix 2013)
Læs mere
Fold sammen

Velkommen til denne uges politiske ugepost - dit ugentlige overblik over, hvad der er sket i dansk politik.

Ligesom i sidste uge er denne ugepost tilstræbt sommervenlig; du får stadig overblikket, men vi har gjort afsnittene helt korte, så du kan komme ud og nyde den sol, der forhåbentlig forsøder dine julidage.

Vi begynder onsdag eftermiddag, hvor Ritzau kunne fortælle, at de Radikale havde skiftet holdning og nu går ind for at forbyde muslimske kvinder offentligt at bære niqab eller burka, der dækker ansigtet.

Det var partiets sommervikarierende politiske ordfører Lotte Rod, der stod bag kovendingen, som hun lancerede på ryggen af en ny dom fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, som blåstemplede et belgisk forbud mod at gå fuldstændig tildækket i det offentlige rum.

»Vi har før været imod, fordi forbuddet blev brugt som symbolpolitik,« sagde Lotte Rod til Ritzau og fortsatte: »Men jeg vil gerne være med til at forbyde det.«

At være vikarierende politisk ordfører i løbet af juli er et velkendt sommerfænomen, hvor udvalgte politikere får det vigtige hverv at udtale sig på partiets vegne, mens resten af de folkevalgte så kan holde ferie.

Senere onsdag uddybede Lotte Rod over for Berlingske sin holdning, som hun understregede var personlig og ikke clearet med partitoppen. Det interview kan du læse her.

At udmeldingen ikke var clearet med partitoppen blev for alvor tydelig onsdag aften sent, da medlem af den radikale gruppeledelse, Sofie Carsten Nielsen, på radikal manér bankede sin partifælle på plads:

»Lotte har gjort et helhjertet forsøg på at sætte fokus det rette sted, nemlig på hvordan vi kommer social kontrol til livs. Men som Lotte selv har skrevet på Facebook, har hun udtalt sig på egne vegne,« sagde Sofie Carsten Nielsen til Ritzau.

Og så er vi nået til denne artikels overskrift. For onsdag aften skrev Lotte Rod på Facebook, at hun trods titel af fungerende ordfører altså havde udtalt sig på »egne« vegne:

»Historien giver lige nu en masse debat. Det er godt. Og derfor også lige: vi har ikke haft en snak om det her oven på menneskerettighedsdommen i gruppen, sådan som vi plejer, når vi skal blive enige om, hvad vi mener, og derfor siger jeg det på egne vegne som fungerende ordfører. Bare lige inden I hiver de andre ud af deres ferie,« skrev hun blandt andet på Facebook, hvor hun i øvrigt høstede roser fra både en tidligere socialdemokratisk rådgiver og en tidligere Venstre-minister. Dem kan du læse blandt kommentarerne på opslaget her.

Torsdag morgen skrev Liberal Alliances Henrik Dahl følgende på Twitter:

Burkaforbud splitter regeringen

Burkadebatten har i øvrigt ikke kun medført uenigheder internt hos de Radikale.

Også internt i regeringen er partierne uenige. For mens de Konservative længe har været for at forbyde burkaer, er Liberal Alliance imod, mens Venstres Marcus Knuth vil have sit parti til at støtte et forbud. Du kan læse den artikel her.

Jeg behøver ikke være statsminister

Vi skruer lige tiden tilbage til mandag. Her bragte Ekstra Bladet en artikel, hvor de talte med Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl. Interviewet blev lavet i Dansk Folkepartis gemakker på Christiansborg - eller det vil sige i Proviantgården, der støder op til Christiansborg.

Artiklen er online, men kræver abonnement. Her får I lige ordvekslingen, der førte til artiklens overskrift, der lød: »Jeg behøver ikke være statsminister«:

Kristian Thulesen Dahl: Jeg ved godt, hvor jeg helst vil være.

EB: Og det er, hvor du sidder nu?

KTD: Ja.

EB: Så burde denne artikel have overskriften Jeg behøver ikke være statsminister.

KTD: Det gør du, som du vil.

Danskerne vil blive i EU

Tirsdag kunne Berlingske på forsiden fortælle, at et flertal af danskerne er ganske EU-positive. For mens briterne har fastslået, at de vil forlade EU er billedet helt anderledes i Danmark. To ud af tre danskere mener, at EU-samarbejdet gavner Danmark, og næsten lige så mange ville stemme ja til at forblive i unionen ved en folkeafstemning, viste en ny Gallup-måling. Mere her.

S betaler tidligere DR-vært for at interviewe Sass

Samme Berlingske kunne onsdag fortælle om et interview, Socialdemokratiet har betalt den tidligere DR-vært Reimer Bo Christensen for at lave med S-gruppeformand Henrik Sass Larsen.

En lektor betegner seancen som et »fake interview«, mens partiet selv understreger, at man blot ønsker at oplyse danskerne om »vores alternativ til Løkkes politik«. Du kan læse mere her.

»De ringede til mig og spurgte, om jeg ville lave et interview med Henrik Sass, hvor jeg kunne arbejde med fuldstændig frie hænder. De ville gerne have, det skulle handle om den økonomiske politik og partiets situation lige nu. Så den eneste forskel på det her interview og så mange andre er, at her er det dem, der har ringet til mig og ikke omvendt,« siger Reimer Bo Christensen i et interview med Berlingske.

S kritiserer R for at kritisere S i sag om personlige holdninger, der ikke er partiets officielle

Lotte Rod og de Radikale er ikke de eneste, der i denne uge har udtalt sig uden at udtale sig på vegne af sit parti. Men inden vi når så langt, skal vi lige omkring noget baggrund:

Skal integrationsydelsen, den ydelse, der er målrettet nytilkomne flygtninge og familiesammenførte, rulles tilbage, hvis Socialdemokratiet igen får magten?

Det spørgsmål har mange - både røde og blå partier - længe søgt svar på. Hidtil har S ikke villet sige, om den vil blive rullet tilbage. Men det gjorde Socialdemokratiets socialordfører, Pernille Rosenkrantz-Theil, så i et interview med TV 2 i denne uge.

Og det skal den ikke. Rulles tilbage altså. Hvis det står til Pernille Rosenkrantz-Theil, altså. For hun er socialordfører og ikke udlændingeordfører. Og hun »taler derfor ikke nødvendigvis på vegne af sit parti«, skriver TV 2.

Benny Engelbrecht er heller ikke udlændingeordfører. Han er finansordfører. Men i en opfølgning på artiklen med Pernille Rosenkrantz-Theil, afviser han, at Rosenkrantz-Theils udmelding er officiel S-politik:

»Vi har ikke lagt os fast på, hvad vi måtte rulle tilbage efter næste valg. Det er klart, at når vi kommer tættere på et valg, så kommer vi også til at redegøre for, hvad vores stilling er til forskellige ting,« siger Benny Engelbrecht og tilføjer:

»Jeg har godt læst Pernilles holdninger, og man må gerne have lov til at give udtryk for sin holdning.«

De radikales føromtalte vikarierende politiske ordfører, Lotte Rod, siger til TV 2, at Rosenkrantz-Theils udmelding er bekymrende, og at partiet vil have en klar udmelding om, hvad Socialdemokratiet egentlig har tænkt sig. Men også det skyder Benny Engelbrecht ned:

»Det er nok meget klogt, at man ikke kaster med sten, når man selv bor i et glashus. Jeg synes, at de radikale har bidraget rigeligt til forvirring på forskellige områder den her sommer,« siger han til TV 2.

Læs interviewet med Pernille Rosenkrantz-Theil her. Og opfølgningen med både Lotte Rod og Benny Engelbrecht her.

Pia Kjærsgaard i modvind for at melde fra til USA-tur

Tre tidligere udenrigsministre - Uffe Ellemann-Jensen, Per Stig Møller og Mogens Lykketoft - langede onsdag på politiken.dk på hver deres måde ud efter det faktum, at Folketingets formand, Pia Kjærsgaard, som den eneste parlamentsformand fra de nordiske og baltiske lande fravalgte en tur til USA, hvor toppolitikere stillede sig til rådighed.

Blandt dem republikaneren Paul Ryan, der som Kongressens leder er nummer tre i det politiske hierarki efter præsidenten og vicepræsidenten.

Senere gik også Naser Khader, de Konservatives udenrigsordfører, ud og sagde, at Danmark missede en mulighed for at møde stor mand - »muligvis en kommende præsident«, som han sagde til Politiken.

Fra Venstre lød kritikken på en lidt anden måde:

»Der er tale om en tur med møder på højt niveau. Her mener jeg, at Danmark skal deltage, hvis vi kan, så jeg går ud fra, at medlemmerne af præsidiet har en god undskyldning, hvis de ikke kan,« sagde udenrigsordfører Michael Aastrup-Jensen. Også til Politiken.

Pia Kjærsgaard selv? Hun mener, at Uffe Ellemann-Jensen »traditionen tro hidser sig gevaldigt op«. »»Vi er ikke udenrigsministre. Vi er parlamentsformænd,« sagde hun til Politiken.

Få overblikket - hver dag

Du er i gang med at læse den politiske morgenpost. Her får du dagligt det fulde overblik med de vigtigste historier, analyser og debatter i dansk politik.

Få politisk morgenpost direkte i din indbakke hver morgen ved at tilmelde dig vores nyhedsbrev.



Du kan også følge politiko.dk på Facebook og Twitter.

Hvorfor skal en 92-årigs kryds tælle lige så meget som en 18-årigs?

Og så til et spørgsmål, som et hold af forskere har fået fem millioner kroner til at undersøge:

»En vælger på 92 år har en stemme, som tæller lige så meget som en vælger på 18. Er det retfærdigt?«

Spørgsmål er stillet af Jørn Sønderholm, der er lektor ved Institut for læring og filosofi på Aalborg Universitet, og som står i spidsen for det projekt, der nu skal undersøge, om »politisk lighed og retfærdig stemmeafgørelse ved demokratiske valg« og komme frem til, om spillereglerne i demokratiet i virkeligheden bør skrives om.

Læs mere om tankerne og projektet her.

Og en enkelt mere, inden du igen kan holde ferie

Søndag var dagen, hvor tidligere SF-skatteminister Holger K. Nielsen for første gang talte helt ud om sit eget medansvar for en af forårets helt store politiske sager; milliardskandalerne i Skat.

»Selvfølgelig har jeg selv et ansvar. Jeg sad som skatteminister i en periode på 14 måneder. Og der foregik også nogle ting der,« sagde Holger K. Nielsen i et interview med TV 2 og fortsatte:

»Det har jeg det ikke så godt med i dag. Der burde jeg måske have stået kraftigere imod. Det tror jeg bestemt.«

Tak for denne gang. Hav en god weekend.