Djøf kritiserer regeringen for at gamble med videnssamfundet

Danmarks globale styrkeposition er videnssamfundet og skal ikke svækkes af kortere uddannelser, mener Djøf.

Regeringen ventes i næste uge at præsentere et udspil, der skal forkorte en række kandidatuddannelser. Jesper Petersen (S) er uddannelses- og forskningsminister. (Arkivfoto). - Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Fagforeningen Djøf langer onsdag aften ud efter regeringen, som ifølge Politiken ventes at præsentere et udspil, som vil forkorte kandidatuddannelserne for en række studier.

Djøf, som repræsenterer mange af landets akademikere, hævder i en skriftlig kommentar, at udspillet spiller hasardspil med det danske videnssamfund.

Formand Sara Vergo understreger, at en af Danmarks afgørende styrkepositioner globalt er vores høje uddannelsesniveau. Kortere kandidatuddannelser »vil gå ud over kvaliteten af vores kandidater«, siger hun.

»Har man kun et år til at blive kandidat, vil man presse mulighederne for praktik, studierelevant arbejde eller udlandsophold, som i dag er efterspurgte uddannelseselementer hos mange arbejdsgivere.«

Det var Politiken, som onsdag aften kunne berette, at regeringen i næste uge vil præsentere et forslag om, at hver anden universitetsstuderende skal have en etårig kandidatuddannelse.

Ifølge avisens uddannelsesredaktør, Jakob Fuglsang, er pointen med øvelsen at flytte penge fra universitetsstuderende til professionsuddannelser. Det er for eksempel lærere, sygeplejersker, pædagoger og socialrådgivere.

Ifølge Sara Vergo mangler der klart svar på, hvilket problem regeringen egentlig forsøger at løse.

»Virkeligheden i dag er, at der er stor efterspørgsel på kandidater fra de samfundsvidenskabelige og erhvervsøkonomiske uddannelser.«

»Ledigheden er rekordlav,« siger hun.

Forslaget om en etårig kandidatuddannelse stammer fra Reformkommissionen, som kom med blandt andet den anbefaling i april.

Vergo opfordrer imidlertid til, at man især »sætter strøm til« allerede vedtagende ordninger.

»Eksempelvis blev erhvervskandidatordningen allerede indført i 2018, men bruges af meget få og er kun tilgængelig på et fåtal af uddannelser,« siger hun.

Erhvervskandidatuddannelserne er fireårige kandidatuddannelser på særlige vilkår for personer i sideløbende beskæftigelse.

Det ventede forslag fra regeringen er ifølge Politiken en del af reformudspillet »Danmark kan mere III«.

Regeringen venter ifølge mediet at kunne få to milliarder kroner ud af øvelsen ved at fjerne et studieår.

De penge skal blive på universiteterne og bruges på mere undervisning.

Derudover skal en del studerende have uddannelsesstøtte i et år mindre, hvilket også ventes at indbringe et beløb. Det skal bruges andre steder i uddannelsessektoren.

/ritzau/