Disse ministre har tidligere forladt posten mod chefens vilje

Den eneste måde hvorpå blå blok kan undgå et valg, er, hvis miljø- og fødevareministeren selv trækker sig fra posten, vurderer Berlingskes politiske kommentator Thomas Larsen. I så fald vil det ske mod statsministerens vilje, men det ville ikke være første gang.

Læs mere
Fold sammen

Stemningen er højspændt i dansk politik i disse dage, hvor Venstre og de Konservative slås om, hvem der skal give sig i sagen om miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen.

De Konservative har ikke længere tillid til ministeren, som de mener, har malet et grønt skønmaleri af landbrugspakken og givet urigtige oplysninger til Folketinget. Omvendt forstår statsministeren ikke den kritik, og holder så stædigt fast i sin minister, at han er villig til at udskrive et folketingsvalg for at beholde hende.

Det har ifølge statsministeren skabt en »gordisk knude«, som blå blok i øjeblikket arbejder på at løse ved forhandlinger på Marienborg. Men krisen vil højst sandsynligt ikke kunne løses ved forhandlingsbordet. Det vurderer Berlingskes politiske kommentator Thomas Larsen:

»Dybest set kan krisen kun løses på en fornuftig måde, og det er hvis Eva Kjer Hansen tager konsekvensen og selv går af.«

»Jeg ved godt, at Lars Løkke Rasmussen udadtil har sagt, at han står bag sin minister. Men vi har jo før i danmarkshistorien set, at en minister selv har været i stand til at læse den politiske situation, og dermed har hjulpet sin regeringschef ved selv at gå. Det er den udgang, der vil gøre, at Løkke kan køre videre som statsminister, og det vil også være den udgang, der kan gøre, at blå blok kan samles og arbejde videre bagefter,« vurderer han.

Berlingske Research har her samlet en oversigt over ministre, der tidligere har forladt deres ministertaburet i utide – imod deres chefers vilje.