Direktør i Skat tvivler på undersøgelse af Mette Frederiksen-læk

Skats direktør mener ikke, at han kan igangsætte undersøgelse af lækage, selvom fortrolige oplysninger om Socialdemokraternes formand havnede på avisforside.

S-formand Mette Frederiksen og direktør i Skat Jesper Rønnow Simonsen. Fold sammen
Læs mere

Dagbladet BT kunne torsdag refere fra en fortrolig afgørelse fra Skatterådet om Socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen.

Hos Skatterådet, hvor oplysningerne blev lækket fra, kaldte formand Hanne Søgaard Hansen det uheldigt, kritisabelt og utilstedeligt.

Hun gjorde samtidigt opmærksom på, at hvis lækagen af de fortrolige oplysninger skulle anmeldes, så var det op til Skat at gøre det.

Men den udlægning deler Skats direktør, Jesper Rønnow Simonsen, ikke.

»Jeg har alene bemyndigelse til at undersøge forhold i SKAT,« oplyser han i et skriftligt svar til Politiko.dk og uddyber:

»Jeg har umiddelbart svært ved at se, at jeg kan iværksætte undersøgelser eller foretage politianmeldelser over for forhold i Skatterådet, da det er et kollegialt lægmandsorgan med medlemmer udpeget af henholdsvis Folketinget og skatteministeren, som SKAT alene yder sekretariatsbistand til.«

Dermed ser en undersøgelse af lækagen til at være havnet mellem to stole. Da Politiko.dk torsdag spurgte Skatterådets formand, Hanne Søgaard Hansen, hvovidt hun kunne sætte en undersøgelse  igang, lød svaret:

»Det kan jeg ikke gøre som rådsformand. Det er i givet fald Skat, der skal gøre det.«

Vil du anbefale Skat at igangsætte en undersøgelse?

»Ikke umiddelbart. Men det skyldes, at jeg synes, erfaringen viser, det er umådelig svært at finde ud af. Der har jo været en langvarig undersøgelse af et tidligere læk til BT. Og det munder desværre ud i ingenting. Men jeg vil drøfte sagen med Jesper Rønnow (direktør i Skat, red.), og jeg vil gerne tage det op med Skat, om der skal iværksættes en undersøgelse,« sagde hun.

Her er BTs forside fra torsdag. Artiklen fortsætter under billedet.

I BTs historie hed det bl.a., at »topfolk i Socialdemokratiet helt usædvanligt har forsøgt at hindre Skatterådet i at offentliggøre en afgørelse om, hvordan Mette Frederiksen vil blive beskattet, hvis hun får stillet en bil med privatchauffør til sin rådighed af sit parti.«

Helt konkret har Socialdemokraternes partisekretær, Lars Midtiby, kontaktet Skatterådet for at høre, hvorvidt rådet kunne lade være med at offentliggøre sin afgørelse, selvom disse i forvejen bliver offentliggjort i anonymiseret form.

Afgørelsen i sig selv er ikke kontroversiel.

Den viser ifølge BT, at alt er »helt efter bogen«, og at Mette Frederiksen ikke står til et skattesmæk, hvis hun får fri bil og chauffør ansat af Socialdemokraterne stillet til rådighed af partiet.

Flere socialdemokrater har revset BT for at bringe historien

»Sig mig - lever vi i en bananrepublik? Skal vi bare leve med, at socialdemokratiske politikere må acceptere at fortrolige og personlige oplysninger ender i BT, når der er Venstre skatteministre? Eller hvad sker der? Vi trænger til en gevaldig oprydning,« lød det fra S-medlem Mettias Tesfaye torsdag, mens tidligere S-minister Henrik Sass Larsen konstaterede, at BT, »traditionen tro« har været »i den journalistiske svinestald.«

Også statsminister Lars Løkke Rasmussen kommenterede torsdag lækagen og BTs historie om den.

»Det er utilstedeligt. BTs historie beriger heller ikke ligefrem den politiske debat,« skrev Løkke på Twitter.

Skatterådet består af 19 medlemmer, som behandler og træffer afgørelser i de sager, som bliver lagt på rådets bord.

Det drejer sig om bl.a. om principielle anmodninger om bindende svar, og det var i den forbindelse, at Socialdemokraterne havde henvendt sig med sagen om eventuel beskatning af Mette Frederiksens bil.

Det er Folketinget og skatteministeren, der udvælger medlemmerne af rådet. Folketinget sætter navn på de seks medlemmer, mens skatteministeren udvælger de resterende.

Det er også skatteministeren, som vælger formanden og næstformanden.

To medlemmer af Folketinget sidder lige nu i Skatterådet. Det drejer sig om Karsten Hønge fra SF og Torsten Schack Pedersen fra Venstre. Tidligere folketingsmedlem for Venstre Mads Rørvig er ligeledes en del af rådet, ligesom en borgmester og flere viceborgmestre fra et bredt udsnit af Folketingets partier er det.