Den guldfarvede USB-nøgle bliver håbefuldt overleveret til justitsminister Morten Bødskov (S), som kvitterer med en lille snak, inden han takker af igen.

»Det er fino. Hej hej.«

På den lille USB gemmer sig over 85.000 underskrifter mod den omdiskuterede nye offentlighedslov. Det var Susanne Jespersen, der startede underskriftsindsamlingen, som de seneste tre måneder har kørt på internetsiden skrivunder.net. Her på falderebet kan hun dog godt se, at anstrengelserne ikke umiddelbart kommer til at bære frugt.

»Nej, vi regner ikke med, at det ændrer noget som helst. Loven er så godt som vedtaget. Det har vi set i øjnene,« siger hun.

Under et døgn efter, at USB-nøglen havde skiftet ejermand, blev den nye lov vedtaget, og de digitale protester gik nok engang i glemmebogen frem for at påvirke resultaterne på Christiansborg.

Ifølge Jakob Linaa Jensen, lektor i medievidenskab ved Aarhus Universitet, er det et problem, at politikerne ikke lytter til de mange tusinde mennesker.

»Jeg synes, det er et demokratisk problem, at de folkevalgte ikke tager det alvorligt, når 85.000 danskere skriver under mod noget, de sidder og vedtager,« siger han.

Demokratisk potentiale

Det var allerede i internettets spæde ungdom, det gik op for os, at dette nye værktøj kunne bruges demokratisk. Uden store kraftanstrengelser kunne mange i fællesskab røste deres utilfredshed. Ikke mindst da de sociale medier fik tag i os, var mulighederne uendelige, fordi hver enkelt person på de sociale medier har en enorm potentiel målgruppe. Et sted knækker filmen dog. Et hurtigt blik på Facebook eller underskriftshjemmesider vil bekræfte, at langt de fleste underskriftsindsamlinger handler om perifere sager. Red ulven, stop ulven. Stop aflivningen af politihunden Thor. Bevar et busstoppested, en lokalbrugs eller det ridende politi.

»Rigtig mange troede, at vi kunne kvalificere substansen, men vi må nok konstatere, at de sociale medier er blevet en form for moderne ugeblad, hvor følelserne spiller en altafgørende rolle. Den stærke, kritiske offentlighed er udeblevet,« siger Johannes Andersen, lektor på Institut for Statskundskab på Aalborg Universitet.

Vores manglende udnyttelse af internettets demokratiske potentiale står dermed i skærende kontrast til, hvad man for eksempel så under Det Arabiske Forår. Her var ikke mindst de sociale medier stærkt medvirkende til, at tilskuere verden over fik et unikt indblik i urolighederne. Og ifølge Johannes Andersen er det netop fraværet af store, mobiliserende enkeltsager, der gør, at der bliver overskud til at kaste sig ind i debatten om aflivningen af en politihund.

Det er dog ikke kun ulve, schæferhunde og heste, der danner ramme om underskriftsindsamlinger på internettet. HK har i skrivende stund samlet over 70.000, primært online, underskrifter til en kampagne, der hedder »Forlæng dagpengeretten«. Og så er der kampagnen mod den nye offentlighedslov.

»Den her sag markerer et gennembrud for online underskriftsindsamlinger i Danmark. Vi har ikke set noget som det her før. Der har været en masse pjat og skidt, men nu er det pludselig dybt alvorligt, og 85.000 mennesker er rigtig mange,« siger Jakob Linaa Jensen og henviser til, at det svarer til fem-seks mandater i Folketinget.

Men er det i det hele taget muligt at ændre politik på Christiansborg ved hjælp af digitale underskriftsindsamlinger?

»Nej. Det vil være min påstand, at underskriftsindsamlinger ikke rykker ved politikernes holdninger. Det her med at 85.000 er imod, det rykker ikke noget i sig selv,« siger Trine Bramsen, som er IT-ordfører for Socialdemokraterne.

Det gør derimod gode argumenter, mener hun, men understreger, at man nok kigger en ekstra gang på argumenter, der er understøttet af 85.000 mennesker.

Karina Lorentzen har som SF’s retsordfører måttet ligge ryg til meget af kritikken af den nye lov, og på trods af at den pågældende underskriftsindsamling i sidste ende viste sig nyttesløs, mener hun alligevel, det er noget, der bliver lagt mærke til på Christiansborg.

»Det gør selvfølgelig indtryk, og jeg synes også antallet i sig selv gør indtryk. Det er bemærkelsesværdigt højt,« siger hun.

Jakob Linaa Jensen mener, der er en tilbøjelighed til, at politikere tager det mindre alvorligt, når underskrifterne er blevet indsamlet på nettet.

»Det er en fejl at tro, at det ikke er lige så seriøst som en fysisk indsamling. Det er jo ikke sådan, at Mickey Mouse eller Julemanden kan skrive under. Det er stadig med navns nævnelse,« siger han.

Ifølge Trine Bramsen skal man dog tage de digitale underskriftsindsamlinger med et gran salt. Det er for let at trykke »like« uden at sætte sig ind i, hvad baggrunden er.

»Det er let bare at tilkendegive sin utilfredshed ud fra et ensidigt perspektiv. Det kræver kun ét klik,« siger hun.

Hun bakkes langt hen ad vejen op af Johannes Andersen, som mener at følelser og spontanitet spiller en stadig større rolle i den politiske offentlighed på nettet.

»Man går ind på Facebook for at se, hvad der sker med vennerne. Så falder man over en underskriftsindsamling mod offentlighedsloven og tænker ’Nå, det var sgu da meget sjovt, det vil jeg gerne støtte’. De mange politiske manifestationer på internettet er ikke et udtryk for større politisk interesse,« siger han.

Virksomhederne lytter

Alt imens underskrifter og Facebook-protester går tabt på politikerne, er der nogen, der med garanti spidser ører, når buh-råbene ruller ind; virksomhederne. I sidste uge så Dansk Supermarked sig nødsaget til at ændre beklædningspolitikken før tid, fordi en gruppe på Facebook truede med boykot på grund af reglen om, at ansatte ikke måtte bære tørklæde ved kasselinjen.

Den store forskel på lydhørheden mellem politikere og virksomheder giver god mening, mener Johannes Andersen. Ud over at der er penge på spil, er der nemlig også en anden faktor, der gør sig gældende.­

»Sårbarheden er stor for et produkt, når protesterne når en vis udbredelse. For mens politikerne skal vælges igen om højst fire år, så skal virksomhederne sælge varer igen i morgen,« siger han.

Den udlægning er Mads Hvidtved Grand, pressechef hos Dansk Supermarked, enig i. Og så understreger han, at virksomhederne overordnet set er grundlagt på at imødekomme kundernes ønsker.

»Hvis vi tager det konkrete tilfælde, så var en lille gruppe med under 2.000 støtter, men på de sociale medier kan mindre grupper også få indflydelse, og det er både i deres og vores interesse. Den dag, vi ikke lytter til kunderne, har vi ikke nogen forretning længere,« siger han.

Der har været adskillige eksempler på virksomheder, der har danset efter forbrugernes til tider højlydte pibe. Sidste år ændrede slikproducenten Malaco på deres lakridskonfekt, hvilket udløste et regulært ramaskrig fra lakridselskende danskere.

»Aldrig har jeg smagt noget så sødt og syntetisk gennemført rædselsfuldt – julen er ødelagt,« var der blandt andet en skuffet forbruger, der skrev på Facebook, hvor også en gruppe blev oprettet, som i sidste ende fik Malaco til at sadle om.

Danske Bank har ligeledes oplevet de såkaldte shitstorms og valgte at trække dele af deres New Normal-kampagne tilbage efter arrig aktivitet på Facebook. Paradoksalt nok har også Facebook oplevet noget lignende. Efter massiv kritik af at kvindehadende grupper kunne få lov at eksistere på det sociale netværk, kom Facebook op af stolen og ændrede sine retningslinjer for stødende indhold.­

Til kamp for dødsstjernen

Hvor meget indflydelse, vi som borgere skal have til hverdag på politik, er ikke nogen ny diskussion. Vi har, som de fleste andre lande, lagt os fast på det repræsentative demokrati og krydret det med borgerinddragende tiltag som høringer og en folkeafstemning i ny og næ. Flere har dog eksperimenteret med at gå skridtet videre med at inddrage borgerne for at rette op på det nedadgående politiske engagement.

I EU har man forsøgt sig og indført det såkaldte Borgerinitiativ. Det betyder, at man kan oprette en digital underskriftsindsamling, og hvis den får en million underskrifter fordelt på et antal lande, er Europa-Kommisionen forpligtet til at kigge på forslaget. Problemet er bare, at det ikke er lykkedes nogen endnu.

I USA har man et lignende system, som indtil for nylig kun stillede krav om 25.000 underskrifter. Det tvang i januar Det Hvide Hus til at tage officiel stilling til et forslag om at bygge en relika af dødsstjernen fra Star Wars-filmene.

I Californien førte øget inddragelse af borgerne til, at der blev sat et loft for, hvor meget skat man kunne inddrive, fortæller lektor ved Aarhus Universitet Michael Bøss, som har forsket i demokrati og borgerinddragelse.

»Der er uheldige eksempler på den slags borgerinitiativer, og jeg tvivler på, at det er gavnligt. Hvis man lader det politiske system styre af forskellige strømninger, så kan det udarte sig til en demokratisk populisme, som vi ikke kan være tjent med,« siger han.

Jakob Linaa Jensen bakker op.
»Vi skal ikke over i et pøbelvælde, hvor enhver kan påvirke politik ved at samle nogle tusinde underskrifter,« siger Jakob Linaa Jensen, som dog mener det nuværende system kunne blive styrket, hvis man supplerede det med mere officielle underskriftsindsamlinger.

Det forslag bringer Trine Bramsen også op. Hun mener, at der kan være demokratiske muligheder i internettet - bare ikke, hvis det foregår på Facebook eller andre tilfældige sider. I stedet lufter hun muligheden for, at Folketinget kunne tage teten og inddrage borgerne på nettet.

»Jeg tror, vi kan bruge internettet bedre. Hvis det skal indgå i den demokratiske proces, tror jeg, vi skal bruge det på en anden måde, end tilfældet er i dag,« siger hun.

Tilbage står Susanne Jespersen med 85.000 nyttesløse, uofficielle underskrifter. Men trods det tilsyneladende spildte arbejde er hun fortrøstningsfuld.

»Vi vil blive ved med at samle underskrifter og gøre opmærksom på sagen,« siger hun.