Digitaliseringsminister Christina Egelund (M) varsler, at der snart kan være nyt på vej fra den sikkerhedsgennemgang af CPR-systemet, som ministeren har iværksat.

- Hvordan fremtiden for CPR kommer til at tegne sig, håber jeg at kunne sige noget mere konkret om inden for meget kort tid, siger ministeren til Ritzau.

Ministeren ønsker dog ikke at sætte en eksakt tidshorisont for den eventuelle præsentation af sikkerhedsgennemgangens fund.

Mandag meldte ministeren ud, at en større sikkerhedsgennemgang af hele CPR-registret er blevet sat i gang, efter at uvedkommende i ti dage havde adgang til 8,8 millioner døde og levende danskeres personlige CPR-numre.

Sikkerhedsbristen har rejst spørgsmål om, hvorvidt befolkningen skal have nye CPR-numre, eller om hele CPR-systemet skal ændres.

Christina Egelund har tidligere slået fast, at det er for tidligt at sige, om der skal laves nye CPR-numre.

Hun understreger derfor, at gennemgangen skal være med til at afklare, om systemet kan sikres bedre i fremtiden, før det besluttes, om hændelsen giver anledning til en større gentænkning af systemet.

Det forsikres, at der i mellemtiden er indført ekstra sikkerhedsforanstaltninger i systemet for at undgå lignende hændelser.

Ligeledes opfordrer ministeren de danske borgere til at være særligt opmærksomme på mulig svindel i den kommende tid, mens man afventer nyt fra ministeriet.

Hun hæfter sig ved, at danskerne allerede har udvist en "fornuftig reaktion" på baggrund af lækket.

Styrelsen for Samfundssikkerhed anbefalede i mandags borgere, der har "konkret mistanke om svindel", at oprette en kreditadvarsel i CPR-systemet.

En kreditadvarsel er en markering, der gør det sværere at optage lån eller kredit i ens navn og kan være med til at sikre en mod identitetsmisbrug.

Efter anbefalingen har flere end 700.000 danskere registreret en kreditadvarsel i systemet, fremgår det af tal fra Forsknings-, Uddannelses- og Digitaliseringsministeriet.

RITZAU