Dansk Industri (DI) ser gerne, at flere personer, der egentlig har ret til den såkaldte Arne-pension, fortsætter med at arbejde.

Arne-pensionen handler om retten til tidligere tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet.

Det meddeler DI i en ny kampagne "Fremtidens Arbejdslyst", som erhvervsorganisationen kommer med forud for DI Topmødet 2025. Det finder sted tirsdag i Jyske Bank Boxen i Herning.

- Vi kommer til at mangle arbejdskraft i fremtiden. Der kommer færre unge og færre hertil fra udlandet, og så er vi altså nødt til at gøre det mere attraktivt at arbejde for dem, der i forvejen er en del af arbejdsstyrken, siger Morten Høyer, politisk direktør i DI, i en skriftlig kommentar.

Konkret foreslår DI, at de seniorer, som gerne vil forlænge deres arbejdsliv i stedet for at komme på Arne-pensionen et til tre år før folkepensionsalderen, får en økonomisk bonus.

Hvis en person arbejder eksempelvis i tre år i stedet for at være på Arne-pension, skal vedkommende oven i lønnen have en bonus på 150.000 kroner. Det svarer til et skattefrit år, lyder det fra DI.

- Vi synes, det er retfærdigt med en belønning til dem, der har arbejdet allerlængst på arbejdsmarkedet, men som netop ikke trækker sig tilbage, selv om de kan. Dem vil vi belønne med et skattefrit år, og vi forventer, at det vil få flere til at arbejde længere, siger Morten Høyer.

Ifølge DI skal forslaget "ændre hele samtalen om at arbejde".

- Den offentlige samtale har lydt som om, alle ønsker at stoppe med at arbejde, men virkeligheden er jo, at mange har lyst til at fortsætte. Den arbejdslyst skal vi nære og dyrke, siger Morten Høyer.

Til DI's topmøde deltager foruden virksomhedsledere også en række toppolitikere.

Ifølge DI's hjemmeside deltager forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) fra regeringen.

De Konservatives formand, Mona Juul, De Radikales leder, Martin Lidegaard og formand for Danmarksdemokraterne Inger Støjberg deltager også.

De tre sidstnævnte deltager i en debat, som handler om, hvordan man styrker arbejdslysten.

/ritzau/